SFs ungdom: Staten skal have aktier i bytte, hvis store virksomheder ønsker krisestøtte

Har virksomheder brug for fællesskabets hjælp i nedgangstider, må man også være klar til at give tilbage i opgangstider.

»Mens statsministeren taler om samfundssind, og at de svageste skal være de stærkeste, viser historien, at det er realistisk, at de stærkeste bare går fra krisen stærkere end før,« skriver Sofie Lippert. Olafur Steinar Gestsson

I disse dage uddeles hjælpepakker til en lang række virksomheder, der pga. krisen har svært ved at få hjulene til at køre rundt. Et samlet folketing står bag aftalerne, og langt de fleste er enige om, at pakkerne er nødvendige for at holde hånden under arbejdspladser og økonomien som helhed.

Men som jeg har lært efter mange år i politiske debatter, er statskassen ikke en gavebod, og det skal den heller ikke være. Derfor er der nu også indført enkelte modkrav til virksomheder, der modtager hjælpepakker. De må hverken udbetale aktieudbytte til aktionærerne eller tilbagekøbe aktier. Ligeledes er det vedtaget, at virksomhederne ikke må benytte aggressiv skatteplanlægning, fordi fællesskabets skattekroner ikke skal ende i skattely.