SF: Vi skal satse massivt på laboratoriekød og ko-fri mælk

En massiv satsning på stamcellebaseret kød og mælk er i vores øjne den mest realistiske vej til en fødevareproduktion, som er i overensstemmelse med målene i Parisaftalen.

»Det kræver imidlertid, at regeringen og landbruget ser i øjnene, at vi står i en klimakrise, hvor vi ikke kan tillade os at rynke på næsen af nye teknologier, selvom de forståeligt nok ikke begejstrer alle indenfor det konventionelle landbrug,« skriver Carl Valentin og Steen Gade. HO

Den 21. december 2020 skrev gæsterne på Restaurant 1880 i Singapore verdenshistorie, da de satte tænderne i det første kommercielt producerede stykke kyllingekød, som aldrig havde været en del af en kylling. Dermed er vi nået langt siden 2013, hvor hollandske forskere producerede den første stamcellebaserede burgerbøf til den nette pris af cirka to mio. kroner

Perspektivet er, at det med disse teknologier vil være muligt at producere kød og mælk, som er billigere og langt mindre belastende for klimaet og miljøet end animalske produkter, og som ikke har de samme udfordringer i forhold til dyrevelfærd og antibiotikaresistens. Faktisk er det svært at se, hvordan vi kan realisere klimamålene uden disse teknologier – i hvert fald hvis man ser på de konsekvenser, som verdens hastigt voksende kødforbrug har for klimaet og rydningen af regnskov.