Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Serbien skubbes ud i dårligt selskab

EU kigger den anden vej, mens demokratiet er under pres i Serbien, og USA, Rusland og Kina fisker i rørte vande. EUs nye ledelse vil gøre klogt i at forholde sig til dette.

Repræsentanter for EU og store medlemslande har udtrykt, at »tiden ikke er moden« til at optage Serbien og andre Balkanlande. Her ses Tysklands Angela Merkel og franske Emmanuel Macron sammen med Serbiens premierminister Ana Brnabic og præsident Aleksandar Vucic. Fold sammen
Læs mere
Foto: Filip Singer / Ritzau Scanpix

I dag er Serbien kendt for sportsstjerner, filmskurke og krige. I morgen kan det blive kendt for, at organiseret kriminalitet integrerer sig i EU på sin egen måde, mens et autoritært regime vender sig mod Øst.

I går var Serbien største delstat i Jugoslavien. Kroatien og Slovenien blev optaget i EU sammen med andre østlande som led i fredens projekt. Men egentlig fred skulle have omfattet Serbien m.fl.

Historiske modsætninger mellem naboer blev ophævet under Titos jugoslaviske socialisme, men vakt til live i 1980erne, da nye ledere i delstaterne konsoliderede magten med hadsk nationalisme. Den serbiske Milosovic blev kendt for forgæves forsøg på at skabe et »Stor-Serbien« med magt.

Gunnar Olesen Fold sammen
Læs mere

De andre havde held med deres selvstændighedsprojekter. I Bosnien med en forbundsstat, hvor serberne fik en lille fattig Republika Srpska frem for at indgå i Serbien. Efter tvivlsom placering af ansvaret for borgerkrigen i Kosovo hos Serbien blev det i 1999 tvunget ud derfra af NATO. Hvorefter det meste af den serbiske befolkningsdel blev fordrevet.

Tilbage med international skurkestatus stod et dobbeltafstraffet Serbien med mange flygtninge. Samtidig med at overgang til markedsøkonomi gav nye muligheder for plattenslagere og kriminelle.

Folket stemte med fødderne

Mange begræd tabet af Tito og socialismen til fordel for en nationalisme, som havde spillet fallit. Andre stemte med fødderne og forlod landet for at prøve lykken i Europa, USA m.v. Hvor Serbiens befolkning var på ca. ti millioner, er det efter tabet af Kosovo og udvandring nu omkring de syv.

Men den yngre, ofte højtuddannede, del af befolkningen ville fornyelse. I 2000 tvang civilsamfundet Milosovic væk med ungdomsbårne massedemonstrationer i spidsen.

Håbet var at slå en streg over det gamle til fordel for en moderne, europæisk og demokratisk stat. Men de ledende partier har mere repræsenteret en blanding af liberalisme og nationalisme med socialistiske rester, end fornyelse. Sideløbende har miljøproblemer, organiseret kriminalitet og korruption bredt sig.

Fra 2004 har den officielle linje været liberalisme og EU-medlemskab, som man ansøgte om i 2009. Men siden er det gået langsomt med de omfattende forhandlinger.

Fra 2014 har et socialliberalt og moderat nationalistisk parti haft magten under ledelse af præsident Aleksandar Vucic. Han betegnes af uafhængige observatører som en korrupt og autoritær leder, der undertrykker demokrati og mediefrihed. Siden sidste december er titusinder marcheret gennem Beograd hver lørdag i protest – men uden et samlende alternativt projekt. Et flertal, ikke mindst blandt de ældre, synes at prioritere tryghed højere end liberalt demokrati.

Oppositionen er skuffet over EUs lunkne holdning til overgreb på demokratiet. Bortset fra støtte til civilsamfundet bekymrer unionen sig mest om Kosovo-spørgsmålet. Vucic har vist imødekommenhed over for Kosovo, men uden en tilsvarende respons. Kosovos leder opfatter sig som en »amerikansk soldat mod Rusland og Serbien« (USA har en stor militærbase i Kosovo).

28. maj blev situationen forværret, da Kosovos politi foretog en razzia i den serbiske enklave Mitrovica – hvor danske Nato-soldater patruljerer for at holde fred – og bl.a. arresterede en russisk FN-medarbejder.

Tiden er ikke moden

Repræsentanter for EU og store medlemslande har udtrykt, at »tiden ikke er moden« til at optage Serbien og andre Balkanlande. Sporene skræmmer fra den sidste store optagelse af østlande, og EU har nok andet at tænke på.

Makedonien blev EU-kandidat i 2006 og har siden gjort, hvad der blev forlangt, inkl. navneskift til Nordmakedonien. EU kvitterede i 2019 med en kort besked om yderligere udsættelse på ubestemt tid.

Tyrkiet, Kina og Rusland har investeret i serbisk økonomi. Vucic er ven med Erdogan og flirter med Orban og Putin – men har måttet erkende, at det er begrænset, hvad de kan byde på, da EU er den største økonomiske partner. Det meste af den serbiske befolkning og erhvervsliv går stadig ind for EU-medlemskab, om end nu uden større begejstring.

EU kigger den anden vej, mens demokratiet er under pres i Serbien, og USA, Rusland og Kina fisker i rørte vande. Også Serbien og Nordmakedonien kan dermed komme til at minde om Vestbalkans små problemlande, Albanien, Bosnien og Kosovo. I disse »kaprede« stater tjener institutionerne mest som dække for kriminel og korrupt magt, der ikke kender til landegrænser.

Det nyvalgte Europa-Parlament og EUs nye ledelse vil gøre klogt i at forholde sig til dette.