Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Selvstændig: Løs dimittendledigheden med inspiration fra Liberal Alliance og Sovjet

Skal der ændres noget med de mange ledige akademikere, må de nuværende dimittendsatser reguleres, og spørgsmålet er, om andre end LA har politisk vilje til det?

»LA er aktuelt ude med et forslag om et dagpengeniveau for en nyledig akademiker på 8.500 kr/måned, og selvom jeg ikke tror, at forslaget har nogen gang på jord, ville det måske være en god idé at introducere en yde/nyde-politik i det danske samfund over en årrække,« skriver Per Heide. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

På egen krop mærkede jeg i 2004, hvad den berømte »pisk« kan gøre som ledig. I efteråret 2004 stod jeg som ledig og relativt nyuddannet, men fordi jeg ikke var medlem af en a-kasse, kunne jeg ikke få dagpenge. Kontanthjælp kunne jeg heller ikke få i og med, at jeg ejede en andelslejlighed. Jeg stod altså komplet uden indtægt. Resultatet?

Efter tre måneder som ledig var jeg i job igen – jeg tog et meget lavtlønnet job, fordi alt var bedre end ingen indtægt.

Det er sådan, at politikerne bliver nødt til at anskue dimittendsatsen. Så længe den er nogenlunde tæt på lavtlønsjobbene, vil et lavtlønsjob ikke være attraktivt nok for en nyledig akademiker at gå efter.

LA er aktuelt ude med et forslag om et dagpengeniveau for en nyledig akademiker på 8.500 kr. per måned, og selvom jeg ikke tror, at forslaget har nogen gang på jord, ville det måske være en god idé at introducere en yde/nyde-politik i det danske samfund over en årrække.

»Det er ikke en menneskeret at studere bulgarsk filologi, hvis der ikke findes en efterspørgsel efter endt uddannelse.«


For eksempel kunne man belønne flittige studerende (de, der har arbejdet relativt meget under deres studier, og derved har bidraget med skattebetalinger under deres uddannelse) med den nuværende, fulde dimittendsats. Folk, der havde arbejdet mindre, kunne få en mellemsats. Og de, der slet ikke havde arbejdet, kunne så få den laveste sats, for eksempel de 8.500 kr., LA har været ude at foreslå. Da de ledige i forvejen har deres egen personlige sagsbehandler på Jobcentret, behøver denne ordning ikke at medføre mere administration.

Skal der ændres noget på dette område, må de nuværende satser reguleres, og spørgsmålet er, om andre end LA har politisk vilje til det?

Per Heide Fold sammen
Læs mere

Når LA skyder på akademikere med særlige uddannelser, må jeg dog sige, at man sigter på de forkerte. Folk vil normalt vælge uddannelse efter lyst og evner, alternativt efter jobsikkerhed og lønniveau. Så hvis universiteterne udbyder et for højt antal studiepladser til jobfunktioner med en massiv ledighed, er det ikke de studerendes fejl. Det er derimod politikernes opgave benhårdt at styre udbuddet af studiepladser, så disse meget bedre end i dag matcher det behov, som det offentlige og erhvervslivet efterspørger.

Det er ikke en menneskeret at studere bulgarsk filologi, hvis der ikke findes en efterspørgsel efter endt uddannelse.

Hvis politikerne lader sig inspirere af det hedengangne Sovjet med de berømte femårsplaner, ville man med statistikken i hånden lynhurtigt kunne lukke de mange overflødige akademiske studiepladser ned, og samtidig skrue op for studiepladser for sygeplejersker, naturfag, ingeniører og håndværksfag, så vi rent faktisk kun – eller næsten – uddanner de jobfunktioner, som samfundet også efterspørger.

Men om der også her er politisk vilje til at tage livtag med en mangeårig tradition for »frit valg på alle hylder« og maksimal mulighed for den så berømte selvrealisering via et ønskestudium, er naturligvis et godt spørgsmål.