24. januar 2020 fortalte Berlingske at Det Islamiske Forbund i Danmark, der driver moskeen på Hejrevej i København, har fået en donation fra den saudi-arabiske ambassade på 371.000 kr. til at udbedre et tag. Jeg har påpeget, at det er bemærkelsesværdigt med sådan en donation og naivt at tro, at de er udtryk for ren velvilje. I løbet af ugen har jeg modtaget en del kritik fra miljøet, som er frustreret over min bekymring og moskeens omtale.
Derfor er der grund til at uddybe, at det er så bemærkelsesværdigt, når netop moskeen på Hejrevej med imam al-Barazi i spidsen får den donation. I sig selv er det ikke odiøst at bruge penge på at udbedre et ødelagt tag, og heller ikke at pengene kommer udefra, når nu Kirkeministeriet er blevet gjort opmærksom på støtten.