Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Sæt handling bag ordene: Det offentlige skal gå forrest med bæredygtige indkøb

Klima er det vigtigste politiske område i danskernes bevidsthed, men prisen er fortsat det vigtigste parameter, når offentlige institutioner køber ind. Det er på tide, at det offentlige går forrest og rykker resten af samfundet ved at sætte bæredygtige indkøb øverst på dagsordenen.

Det offentlige Danmark er tidligere gået forrest med indkøb af økologiske fødevarer til for eksempel børnehaver – nu bør vi gøre det samme med bæredygtige indkøb generelt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Peter Klint/Ritzau Scanpix

Den offentlige sektor i Danmark har størrelsen til at gå forrest og rykke resten af samfundet. Det ser man inden for digitalisering, hvor det offentlige Danmark er i den europæiske top. Desværre er vi bagud, når det gælder bæredygtigt indkøb, for prisen er fortsat det vigtigste parameter, når det offentlige køber ind. Og hvis vi skal indfri FNs Verdensmål og nå klimamålene fra Paris-aftalen, er det afgørende, at det offentlige spiller en aktiv rolle for at fremme markedet for bæredygtige løsninger.

Vi ser allerede en række gode initiativer fra enkelte kommuner, regioner og statslige institutioner, ligesom Miljøstyrelsen arbejder for at fremme denne dagsorden med Forum for Bæredygtige Indkøb, Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb og et rejsehold, der rådgiver om bæredygtigt indkøb. Desværre har det offentlige ikke pligt til at benytte sig af initiativerne, og den sociale dimension af bæredygtighed i form af arbejdstagerrettigheder og menneskerettigheder er ofte fraværende.

Mikkel Stenbæk Hansen Fold sammen
Læs mere

Det er en skam, at det offentlige ikke prioriterer bæredygtigt indkøb højere. Bæredygtighedsbarometeret fra Advice A/S og en række meningsmålinger viser nemlig, at klima er det vigtigste politiske område i danskernes bevidsthed. 75 pct. af danskerne er således villige til at betale ekstra for bæredygtighed, mens 78 pct. mener, at det offentlige skal gå forrest med bæredygtighed. Og ifølge en nylig analyse fra Miljøstyrelsen er de grønne valg langtfra altid dyrere.

Louise Koch Fold sammen
Læs mere

Fem anbefalinger

Vi kan ikke længere se passivt til, når det kommer til klimaforandringer. Der er brug for en systematisk indsats på nationalt, nordisk, europæisk og globalt niveau. Derfor har vi fem anbefalinger:

1) Bæredygtighed i offentligt indkøb skal være en koordineret national indsats. Det bør ske ved etablering af et nationalt center for ansvarlige offentlige indkøb inspireret af Sverige og Tyskland.

2) Bæredygtighed skal være reglen og ikke undtagelsen. Ligesom virksomheder af en vis størrelse skal udarbejde CSR-rapportering ifølge årsregnskabslovens §99a, kunne man indføre et krav om årlig rapportering af bæredygtigt indkøb for offentlige instanser.

3) Det skal være nemt for medarbejderne i offentlige indkøbsfunktioner at vælge det bæredygtige indkøb gennem online guidelines, best practice-cases, kapacitetsopbygning, webinar-træning med videre.

4) Guidelines for bæredygtige indkøb skal opdeles i sektorspecifikke anbefalinger, der inddrager relevante mærkningsordninger og standarder for branchen og samtidig er i overensstemmelse med de internationale retningslinjer for CSR fra FN, ILO, OECD med flere.

5) Opsæt konkrete målsætninger og KPIer – ellers sker der ikke noget. Det kan nemlig lade sig gøre. Inden for indkøb af økologiske fødevarer gik det offentlige forrest i en sådan grad, at FN tildelte Danmark en økologipris.

Det er glædeligt, at klima og bæredygtighed er øverst på agendaen hos størstedelen af de politiske partier – og nu er tiden moden til at sætte handling bag ordene – forhåbentlig i det kommende regeringsgrundlag.