Den borgerlige fløjs traditionelle argumenter, om at højere skat vil mindske arbejdsudbuddet, holder ikke, når vi taler om arveskat. Det viser tal fra DØRS og Skatteministeriet. Arveskat får ikke folk til at arbejde mindre. Faktisk er der endda en del, der tyder på, at arveskatten øger arbejdsudbuddet.
Hvad ville du gøre, hvis der tikkede to-tre millioner kroner ind på kontoen? Arbejde mere, mindre eller uændret? Hvis man er 55-60 år gammel, er det ikke utænkeligt, at en pludseligt forhøjet formue på grund af arv ville få nogle mennesker til at arbejde mindre, fordi de nu har råd til det. Altså en slags hængekøjeeffekt. Arveskatten betyder, at det bliver lidt mindre attraktivt at slænge sig i hængekøjen, fordi de arvede formuer bliver mindre. Det peger OECD også på i en nylig rapport.