Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til kommentarer på debat@berlingske.dk.

Ret til tidlig pension er et skridt fremad

Man må forstå på Cepos, at man kun »går forlæns« i den økonomiske politik, hvis man øger væksten via højere arbejdsudbud. Og da Cepos bruger Finansministeriets regnemodel som rettesnor, så betyder det i praksis, at kun nedsættelser af skat og forringelse af eksempelvis folkepension og dagpenge kan betegnes som »fremskridt.«

mette
Mette Frederiksen (S), Søren Pape Poulsen (C) og Pia Olsen Dyhr (SF) under debat om sundhed, ældrepleje og værdig tilbagetrækning hos Ældre Sagen 6. februar 2019.. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Der var engang, hvor det at skabe bedre vilkår for den brede befolkning blev kaldt et fremskridt. Sådan var det dengang, velfærdssamfundet langsomt, men sikkert blev udbygget. Det blev eksempelvis kaldt fremskridt, da Steinckes store socialreform blev gennemført i 1930erne, eller da folkepensionen blev indført i 1950erne.

Men de seneste år er det lykkedes borgerlige debattører at vende begreberne på hovedet. Nu kaldes sociale forbedringer for »tilbageskridt«, mens der tales om »fremskridt«, når eksempelvis dagpengeperioden halveres, pensionsalderen sættes i vejret og efterlønnen udfases.

Logikken er blandt andet båret frem af lederskribenter på Børsen og af den liberalistiske tænketank Cepos. Desværre ofte uden ret meget modspil fra journalister. Senest Mads Lundby, som i Berlingske 29. marts skriver, at »Mette Frederiksen går baglæns i den økonomiske politik.«

Peter Hummelgaard Thomsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Peter Hummelgaard Thomsen SH Ste.

Årsagen er, at blandt andet Socialdemokratiets forslag om en ret til tidlig tilbagetrækning vil mindske det såkaldte arbejdsudbud og betyde, at vores bruttonationalprodukt bliver en smule lavere. Det er jo i sig selv ikke raketvidenskab, at når vi giver flere ret til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, så vil færre være på arbejdsmarkedet.

Men det er helt bizart, at Cepos vil gøre det til det eneste mål for, om et forslag er godt eller skidt. Man må forstå på Cepos, at man kun »går forlæns« i den økonomiske politik, hvis man øger væksten via højere arbejdsudbud. Og da Cepos bruger Finansministeriets regnemodel som rettesnor, betyder det i praksis, at kun nedsættelser af skat og forringelse af eksempelvis folkepension og dagpenge kan betegnes som »fremskridt.«

Sådan kan vi blive ved med at »gå forlæns,« indtil vi har afskaffet både dagpenge, folkepensionen, førtidspensionen, SUen og meget andet. Og så vil vi, i Cepos’ logik, være blevet et meget rigere samfund. Men langt de fleste danskere, der i løbet af deres liv får brug for hjælp fra velfærdssamfundet, vil konsekvensen være det stik modsatte.

Vækst som tal i et regneark er jo ikke særlig interessant. Vækst er interessant, fordi det kan være et middel til at sikre borgerne en økonomisk bedre og tryggere tilværelse. Det er derfor også en helt bagvendt logik, når Cepos mener, at vejen til højere vækst er mindre tryghed for eksempelvis arbejdsløse og nedslidte. Vi vil netop bruge væksten til at sikre, at også de nedslidte kan få en værdig pension.

Når vi foreslår, at nedslidte og folk, der har været mange år på arbejdsmarkedet, kan gå på tidlig pension, vil det selvfølgelig mindske arbejdsudbuddet. Vi har heller aldrig påstået andet. Det koster nogle penge, som vi finansierer ved at hæve skatten på kapital- og aktieindkomst. Og ved at bede bankerne om et nyt samfundsbidrag.

Mads Lundby gør opmærksom på, at de seneste mange regeringer i Danmark alle har øget arbejdsudbuddet. Men hvordan kan det, at tre foregående statsministre har øget arbejdsudbuddet, være et argument for at øge arbejdsudbuddet endnu mere?

Tværtimod vidner det om, at ønsket om højere arbejdsudbud er en sti, som er godt og grundigt nedtrådt. Hvilket en række fremtrædende økonomer, eksempelvis tidligere overvismand Nina Smith, de seneste år kløgtigt har gjort opmærksom på.

Mads Lundby forsøger at give indtryk af, at der er rigtigt og forkert – forlæns og baglæns – i den økonomiske politik. Sådan fungerer det ikke. Det afhænger helt af, hvad man ønsker sig for et samfund. Vi ønsker os et samfund med bare lidt større retfærdighed og værdighed for dem, der har været længst tid på arbejdsmarkedet og som samtidig er dem, der bliver mest nedslidt gennem deres arbejdsliv.