Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Rasmus Paludan kan sende pressen et takkekort

Pressen har i den forgangne uge vist, at den blindt er spændt for en vogn, der er godt i gang med at skabe en farbar vej for en type som Rasmus Paludan til en plads i Folketinget.

Pressen bør undlade at stå klar med kameraer og mikrofoner og spørge, hvordan det føles når Rasmus Paludan, billedligt talt, vælger at pisse op ad et hegn, vel vidende, at der er stød i. Spørgsmålet er nemlig, om han ville have rettet urinstrålen mod hegnet, hvis der ikke var publikum på. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Rasmus Paludan skaber sig. Han er i fuld gang med at kreere sig en karriere som anerkendt meningsdanner.

Og hans projekt hjælpes på vej af pressen.

Siden hans stunt på Blågårds Plads på Nørrebro, der blev tændsatsen til den efterfølgende ballade, har pressen dækket hans gøren og laden massivt.

Fra en forholdsvis anonym tilværelse som advokat i en kælder på Vesterbro i København er Paludan på få dage rykket direkte ind på et orange podium i Go’ Aften Danmarks talkshows-sofaer midt i Tivoli og er nu opstillingsberettiget til Folketinget.

Pernille Rølle Fold sammen
Læs mere
Foto: Pernille Rølle Hansen SH.

Næres af opmærksomhed

Pressen skal selvfølgelig dække reaktionerne og urolighederne som følge af hans tissen på/smiden med/afbrænding af Koranen. Men er det vigtigt for offentligheden at høre Paludans utilfredshed med politiets prioritering, hans latterliggørelse af statsministeren, når denne maner til ro ovenpå urolighederne, eller er det udtryk for ureflekteret mikrofon-holderi fra pressens side?

Prisen for den massive pressedækning er, at medierne kommer til at agere reklamesøjle for Paludans projekt og holdninger, fordi dækningen er så massiv.

Paludans eksistens er netop betinget af opmærksomhed, og hver gang medierne lægger mikrofon til hans skaberi, er de på samme tid med til at skabe ham og hans projekt.

Og netop den diskussion havde jeg for nylig med en redaktionschef, der står i spidsen for en programrække, som følger Rasmus Paludan med et kamera til DR3.

Her får Rasmus Paludan en hjælpende hånd ud af Youtube-universet og ind i et udstillingsvindue på DR, der har et stærkt brand inden for den politiske journalistik.

Rasmus Paludan får mediets brand i ryggen, når han inviteres ind på teenageværelserne på DR3 eller i sofaerne i Go’Aften Danmark, hvilket vil drysse en seriøsitet ud over hans projekt.

Kritiske spørgsmål er ikke nok

Som journalister tror vi, at vi har helgarderet os, hvis bare vi stiller kritiske spørgsmål.

Men vi overser, at fænomener som Paludan lever af netop modstand og kritik. Og at han står styrket for sit publikum, når han kan svare for sig. Og det er naivt, at medierne ikke er sig det bevidst.

I stedet har pressen i forgangne tid vist, at den blindt er spændt for en vogn, der er godt i gang med at skabe en farbar vej for en type som Rasmus Paludan til en plads i Folketinget.

Og ønsker vi det?

I første omgang skal pressen undlade at stå klar med kameraer og mikrofoner og spørge, hvordan det føles når Paludan, billedligt talt, vælger at pisse op ad et hegn, vel vidende, at der er stød i. Spørgsmålet er nemlig, om han ville have rettet urinstrålen mod hegnet, hvis der ikke var publikum på.

Pressen skal selvfølgelig afdække, hvad der sker, når København brænder. Men kan pressen undgå at hælde yderligere benzin på bålet ved at give typer som Rasmus Paludan mindre af det, han næres af - nemlig opmærksomhed - vil han nok skabe sig mindre.