Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Putin er bange for frihed, som jeg selv er bange for rotter

Ukrainske stemmer: Jeg er glad for, at folk i hele verden omsider ser forskellen på de to folkeslag, så de kan holde op med at stille os det idiotiske spørgsmål: »Ukrainere? Russere? Er det ikke det samme?«

I modsætning til russerne ville ukrainerne ikke vilkårligt bombe en by med 1,5 millioner indbyggere med artilleri i timevis og dermed tvinge civilbefolkningen ud på kanten af en humanitær katastrofe, mener Irena Karpa med henvisning til angrebene på Kharkiv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Louis-cyrille Trébuchet
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Min ven Anna løber. Fra sit badeværelse ud i gangen og tilbage. Kommer an på flere ting. Nogle gange bliver sirenen ved i lang tid, og så bliver hun liggende i badekarret. Nogle gange ikke så længe, og så bliver gangen som det eneste rum uden vinduer, hvor man kan ligge ned, midlertidigt hendes soveværelse. Nå ja, ikke kun hendes, hendes mor sover der også. Og hendes kat, naturligvis.

»Han er den eneste, som er vred på mig,« fortæller Anna over telefonen. »Måske kælede jeg for meget med ham for at bekæmpe min egen stress. Ved det ikke rigtigt. De sælger ikke alkohol i forretningerne længere. Jeg er ikke alkoholiker, som du ved, men et glas god vin ville være rart en gang imellem. Jeg er lidt træt af at bruge te af hjertespand for at falde til ro.«

I normale tider er Anna redaktør på et online modeblad. Da min første romantiske komedie skulle præsenteres for publikum, krøb hun og hendes kolleger i deres fineste rober for at følges med mig på den røde løber med et glas champagne i hånden. (Jeg er nok mindre glamourøs – blot en manuskriptforfatter, men alligevel.) Den romantiske komedie fandt sted i Kyiv. I disse dage udspiller der sig en anden slags film i vores hovedstad. Jeg er ikke helt sikker på genren, men de ukrainere, der i dag kæmper mod den russiske invasion, fortæller faktisk vittigheder!

Et godt grin kan fjerne enhver frygt, det lærte jeg selv under de sidste to revolutioner – i 2004 og 2014. Det var uforglemmelige tider, da mit folk valgte frihed fremfor slaveri, demokrati fremfor diktatur, vestlige værdier fremfor den russiske retning tilbage mod Sovjetunionen.

Og det er præcis disse valg, som kostede vores nabo, Vladimir Putin, hans gode nattesøvn. Han er simpelthen bange for frihed, som jeg selv er bange for rotter. Og han kan ikke tilgive det ukrainske folk dets valg, så han er kommet for at tage dem fra os. Men valgene kunne også tjene som forbillede for hans eget folk. Hvad nu, hvis de gjorde det samme med ham, som ukrainerne gjorde med den korrupte Viktor Janukovitsj?

Frihed ligger os på sinde

Jeps, vi har en gammel vane: Hvis vi ikke bryder os om et eller andet, skiller vi os af med det. Undertrykkende præsidenter, sure smileys, russiske invasionsstyrker … Vi kan ganske enkelt ikke lade være! Friheden har altid ligget os på sinde – i vores gadenavne, i vores sange, i vores blod. Lige fra middelalderens Kyiv Rus over kosakrepublikkerne til nyere tid, da den ukrainske oprørshær kæmpede mod kommunisterne. Og til i dag, da en nation kæmper for sin frihed.

»Alarmer, sirener, du løber som en vanvittig frem og tilbage,« smiler Anna. »Men bortset fra det er her ganske rart. Folk laver lækre retter til de frivillige fra Den Territoriale Forsvarsstyrke: Varenyky, pyrizhky, borshch. Frivillige bringer mad og medicin ud til de ældre og de syge og hjælper dem på hospitalet, hvis der er brug for det. Vi føler os beskyttet af dem her i Kyiv. Jeg går også selv ud og handler, og nogle lufter deres hunde … Min kollega i Kharkiv har ikke helt så gode vilkår. Hun har i den seneste uge boet i et beskyttelsesrum.«

Lad mig præsentere jer for de berømmede Territoriale Forsvarsstyrker. Forestil dig, at du – forfatter, designer, bogholder – pludselig konfronteres med nødvendigheden af at beskytte din familie og dine venner fra zombieapokalypsen. Hvad stiller du op, når du først har forvisset dig om, at det ikke er noget, som sker i fjernsynet?

Nemlig, du udarbejder en overlevelsesplan. Hvis du kan, flytter du de mest sårbare til mere sikre steder såsom det vestlige Ukraine eller mindre byer uden strategiske installationer.

Og så vender du tilbage for at se, hvad du kan gøre ved det hele. Hvis du – designer, bogholder, forsikringsagent – nogensinde har modtaget en eller anden form for militær eller sundhedsfaglig uddannelse, melder du dig til de væbnede styrker. (Og selvom du ikke har, vil du blive forbløffet over at se, hvor hurtigt du kan erhverve dig den slags færdigheder, hvis omstændighederne byder det.) Du lærer at håndtere et våben og følge taktiske manøvrer. Og hvis du er heldig, vil din kommandant være fra den seneste årgang på militærakademiet, altså halvt så gammel som du selv.

Og selv hvis du under rekrutteringen får at vide, at der ikke er nogen plads eller våben til dig, kan du altid arbejde med den humanitære hjælp.

Hver eneste dag melder mellem 500 og 1.000 mennesker sig alene i Kyiv. I dag består vores Territoriale Forsvarsstyrker derfor af omkring én million mand, og den omfatter blandt andet fodboldholdet Dynamo Kyiv og verdensmestrene i boksning, Klitchko-brødrene. Desuden hip hop-stjerner og tilmed en ballerina.

At blive eller at flygte?

»Jeg har så mange bøger her,« siger Anna, da jeg spørger hende, hvilken slags adspredelse hun benytter sig af for at lægge lidt afstand til den permanente strøm af nyheder. »De der værker, du aldrig fik taget dig sammen til at læse, ikke? Nu har jeg tiden. Så mangler jeg bare en smule koncentration …«

Ligesom jeg selv kan hun ikke koncentrere sig om film, især dem med omhyggeligt instruerede kampe og slagsmål. Jeg foreslår hende at se tegnefilm og fjollede kærlighedshistorier, mens hun aer sin kat. Dyr er rigtig gode til at nedbringe stress. »Ja, det skal jeg nok! Min stakkels Edgar Poe (kattens navn) vil sikkert miste al sin pels, hvis jeg bliver ved med at ae ham så meget!«

Faktisk brugte Anna og hendes mor lang tid på at overveje, om de skulle blive eller flygte. Lige inden krigen begyndte, havde hendes mor et hjerteanfald. Derfor valgte de at blive i Kyiv.

»Her er temmelig sikkert, der er ingen strategiske mål i nærheden af vores bygning her på venstre bred. Bortset fra et ægteskabspalads, hæ, hæ.«

Foto: Louis-cyrille Trébuchet.

I øjeblikket er russerne mest interesseret i den højre flodbred og »farlige« mål som hovedbanegården Pivdennyi, hvorfra tusindvis af kvinder og børn evakueres. Den ukrainske hær havde held til at skyde et russisk missil ned, lige inden det ramte alle de mennesker.

Mit folk kæmper for selve sin eksistens. Med vores geopolitiske situation og historie er vi desværre vant til det. Men hvis det russiske imperium, kunstig frembragt hungersnød, Stalins forfølgelser og udryddelsen af vores intelligentsia ikke kunne kue os, hvordan kan Putin og hans håndlangere så tro, det vil lykkes for dem?

Vi er alle vældig stolte over at gøre Putin bange. For der er ikke noget mere skræmmende for en diktator end frihed.

Putins hær giver os ingen anden mulighed. Hvis vi overgiver os, vil vi blive tilintetgjort. Det ville være den endelige løsning på det såkaldte ukrainske spørgsmål, som han ser for sig i sine vådeste drømme. Men vi vil ikke lade det ske, uanset hvor meget han så svinger med sin atomare pik. Den ukrainske modstand er vores eneste chance for at overleve for alle de kvinder og børn, alle de historiske monumenter, hele det smukke land med dets brød og sørgelige sange. Vores kamp er oplagt.

Uheldig blitzkrieg

Men vi bør også huske at dele de gode nyheder. I nogle dele af Ukraine slår vores hær tilbage: Brigade 95 befriede Gorlivka, mens Brigade 93 nåede frem til vores retmæssige grænse til Rusland i Luhansk-regionen. Og Putin har ikke haft held til at få kontrollen med sin blitzkrieg.

Lige et ord om de russiske fanger. De bliver behandlet som mennesker. De får mad, bliver tilset af læger om nødvendigt og indrapporteret til internationale, humanitære organisationer. Vi forsøger at sende budskabet videre til andre russiske soldater: Det er sikrere for jer at overgive jer end at fortsætte denne nytteløse kamp.

Jeg tror, det er den væsentligste forskel på vores kamp og deres. Mellem det ukrainske ansigt og det russiske. Jeg er glad for, at folk i hele verden omsider ser denne forskel, så de kan holde op med at stille os det idiotiske spørgsmål: »Ukrainere? Russere? Er det ikke det samme?«

Nej, det er det bestemt ikke.

Vi ville ikke vilkårligt bombe en by med 1,5 millioner indbyggere med artilleri i timevis og dermed tvinge civilbefolkningen ud på kanten af en humanitær katastrofe. Det gør de i Kharkiv, da de ikke kan tilgive, at denne »russiske« by er ukrainsk.

Enhver soldat, som bruger civile til at gemme sig bag, bør stilles til regnskab for det. Så jeg beder hele omverdenen om at holde fast i dette billede. Dokumentér det. Offentliggør det. Rejs tiltale. Men glem det ikke.

Sandhed uden filter

Ja, jeg er klar over, at ikke alt bliver publiceret af de internationale medier. Jeg er vant til at se de samme billeder igen og igen på fransk tv, for eksempel. Men det er netop derfor, jeg taler til jer nu og her, kære læsere. For at bringe budskaber ud, som jeg får direkte fra ukrainske studerende, læsere og følgere på de sociale medier. Den rå sandhed uden filter.

En anden ting er blevet ganske tydelig de seneste dage. Da jeg sidst prøvede at forklare det på en højreorienteret, fransk tv-kanal, råbte to andre gæster op for at imødegå mig, hæ, hæ … Ukraine er forenet. Der er intet prorussisk Ukraine, og det har der aldrig for alvor været. Den bedste måde at demonstrere det på er, at russisktalende byer som Kharkiv, Mariupol, Kherson og Melitopol alle har udvist utrolig modstand mod den »uovervindelige« russiske hær. Stakkels Putin forventede måske, at disse byer ville hilse hans soldater velkommen med blomster som sande befriere? Desværre.

I løbet af en enkelt uge fik det ukrainske folk nedbrudt forestillingen om den store, uovervindelige, russiske hær. Ser man nærmere efter, har vores naboer faktisk aldrig spillet med åbne kort. I Syrien lagde de byer øde, mens de selv holdt sig ude af rækkevidde oppe i luften. Nede på landjorden kæmpede russerne med andres hænder. Så denne krig mod Ukraine kan ses som den første, hvor de vitterlig kæmper med deres egne, russiske soldater. Okay, de bruger selvfølgelig også de miserable belarusere lidt. Jeg er ikke militærekspert, men jeg synes, at det er indlysende: Rusland har ikke en storslået hær!

»Jeg har købt mig en ny shampoo og en ansigtsmaske i dag,« siger Anna. »Og nogle rengøringsmidler til lejligheden, for man kan jo ikke leve i en beskidt lejlighed, vel? Kassedamen så på mig, som om jeg var vanvittig, men så sukkede hun: Nå ja, man må jo hellere holde fast i de gode vaner.«

Så hører Anna igen en alarm og undskylder sig. Hun bliver nødt til at finde sin kat og gemme sig. »Vi skal nok klare den, du skal ikke være nervøs,« siger hun og prøver at berolige mig. »Og tro mig, vi vil holde fest og værdsætte vores normale liv med alle de dumme rutiner, kærlighedshistorier og vrøvl på arbejdspladsen. Og din film, naturligvis. Vi vil skride op ad den røde løber!«

Irena Karpa (f. 1980) er ukrainsk forfatter, journalist og sanger. Hun er  oversat til polsk, tjekkisk, bulgarsk og russisk. Hun har desuden arbejdet i filmbranchen og har blandt andet instueret filmen »Kyiv. Limited Edition« (2004) og har medvirket i flere film.

Oversættelse: Lars Rosenkvist