Mere end hvert tredje barn i Danmark vil opleve, at hans eller hendes forældre ikke længere er sammen, når der bliver sat 15 lys i fødselsdagslagkagen. Og i et nyt forskningsstudie, omtalt her i Berlingske sidste uge, viser jeg og to kolleger, at børns trivsel falder vedvarende, efter deres forældre går fra hinanden. Den lavere trivsel kan spores i mere end ti år efter forældrenes parforholdsophør.
Der gik ikke mere end et par timer fra Berlingskes omtale lå på nettet, til den første af mange e-mails med kommentarer ankom i min indbakke. Det kom ikke som et chok, for jeg har prøvet det før, når jeg har fortalt om forskningsresultater om emnet skilsmisser.