Professor: Skal CBS være handelshøjskole eller universitet?

Noget tyder på, at CBS' tid som et universitet, der skaber ny viden, skal være historie. Men imødekommer det erhvervslivets behov, at man fjerner de uddannelser, som giver nye perspektiver?

Med de kommende nedskæringer rammer man de forskningsmiløjer, der repræsenterer fornyelsen af CBS, og som har gjort CBS til et universitet, der skaber og formidler ny viden, mener Lars Qvortrup. På billedet ses indgangshallen på CBS.
Med de kommende nedskæringer rammer man de forskningsmiløjer, der repræsenterer fornyelsen af CBS, og som har gjort CBS til et universitet, der skaber og formidler ny viden, mener Lars Qvortrup. På billedet ses indgangshallen på CBS. Anne Bæk/Ritzau Scanpix

CBS, Copenhagen Business School, blev oprettet i 1917 under det ydmyge navn Købmandsskolens Handelsskoleafdeling. I 1936 tiltrådte den første professor. Men først omkring årtusindeskiftet blev det store spring taget: Man skiftede navn fra Handelshøjskolen til CBS og blev i 2007 formelt anerkendt som et af Danmarks otte fuldgyldige universiteter. I dag udbyder man bachelor-, kandidat- og forskeruddannelser til i alt cirka 20.000 studerende og leverer forskning, der både i kvalitet og originalitet er på højt internationalt niveau.

Den store transformation skete i perioden 1987 til 2009, mens Finn Junge-Jensen var rektor. Man udviklede et antal tværfaglige institutter, som i både forskning og uddannelser arbejdede tværdisciplinært og problemorienteret. Konsekvensen var, at fag som sociologi, psykologi, antropologi, politologi, jura, filosofi, historie og interkulturel forståelse kom til at indgå som væsentlige dimensioner i CBS' profil.