Inden for de sidste måneder har flere medier rapporteret om svindelsager, hvor ældre medborgere franarres store pengebeløb på op imod 500.000 kroner. Svindlen foregår ved, at den ældre selv overfører pengene ved hjælp af deres netbank i den tro, at det er en person fra banken eller politiet, der har kontaktet dem.

Svindlen er blevet mulig efter at bankerne åbnede for såkaldte straksoverførsler i netbank. Her overføres beløbet med det samme og ikke som førhen med en-to dages forsinkelse. Det er derfor ikke muligt at stoppe overførslen, selvom den ældre eller pårørende bliver opmærksom på svindlen umiddelbart efter.