Journalister turnerer med en usand fortælling om Støjbergs ageren i instrukssagen, og man kunne godt mistænke journalisterne for at koordinere deres historier, ligesom det skete under Tamil-sagen, skriver Peter la Cour.
Siden midten af maj har den såkaldte Instrukskommission vendt og drejet adskillelsen i Inger Støjbergs ministertid af mindreårige piger fra typisk langt ældre ægtemænd i danske flygtningelejre.
Hvis man skulle være venlig over for de journalister, der følger møderne i kommissionen, kunne man selvfølgelig nøjes med at påstå, at journalisterne af og til tager sig en lille »morfar« under møderne. Men mon en lur virkelig er den rette forklaring på, at der kunne ske en fuldstændig uacceptabel journalistisk fortielse? Ikke en eneste af disse journalister oplyste straks i deres referater fra kommissionens fjerde mødedag onsdag 20. maj, at udlændingeministeriets daværende departementschef, Uffe Toudal, fortalte om det nu meget omtalte ministernotat fra 9. februar 2016. Dette notat må betragtes som den virkelige instruks. Det var dér, Støjberg forpligtede sig til, at sagerne skulle behandles individuelt. Og det blev tiltrådt af ministeren dagen før udsendelsen af den også meget omtalte pressemeddelelse, der talte om adskillelse uden undtagelser.
