Politielev: Frivillige i dansk politi kan skabe mere nærhed og tryghed

Flere politikorps verden over har ordninger med såkaldte »politifrivillige«, som er civile borgere, der hjælper politiet med at skabe nærhed og tryghed i lokalsamfundet der, hvor der har manglet et borgernært politi. Danmark kunne med fordel gå samme vej.

»Såfremt en ordning med frivillige skulle komme på tale i Danmark, må det efter min vurdering klarlægges, at de ikke er en erstatning for politibetjentene eller politikadetterne. De bør være de ekstra øjne og ører på gaden, som supplerer politistyrken,« skriver Line Hedegaard Larsen. Jacob Schultz/Ritzau Scanpix

Regeringens udspil til den nye flerårsaftale for politi og anklagemyndighed 2021-2024 har fokus på nærhed, men i udspillet bliver muligheden for at udvide spektret for mere ekstern hjælp i det danske politi – ud over bistanden fra Forsvar og Hjemmeværn – ikke drøftet.

Det kan imidlertid overvejes, hvorvidt en mere alternativ løsning i form af inddragelse af frivillige civile borgere i politiets arbejde kunne være med til at skabe mere nærhed og tryghed i Danmark.