Få dage før jul for Berlingskes koncernchef og udgiver for Berlingske Media, Anders Krab, i blækhuset og hakkede løs på Dansk Folkeparti. Der var ikke det, vi ikke efter direktørens mening har gjort galt eller helt undladt at gøre.
Direktøren mente også, at det var længe siden, Kristian Thulesen Dahl havde sagt noget klogt. En interessant betragtning fra udgiveren af den avis, som for kort tid siden lagde en del plads til et stort interview med netop Thulesen Dahl, hvor han tegnede op, hvad borgerlighed er for Dansk Folkeparti.

At Krab ikke synes, at bare noget i det lange interview var klogt, kan trods alt undre. Og så måske ikke. Direktør Krab-Johansen henslæbte sin ungdom som BZer og berigede før folketingsvalget os alle med, at han ville stemme på Simon Emil Ammitzbøll-Bille, dengang næstkommanderende i Liberal Alliance. Noget af en rejse. Direktøren mener, må man forstå, at Ammitzbøll-Bille er løsningen på Danmarks kvaler. Det er han måske ikke helt alene om, men næsten. Ikke mange er med på lige den linje.
Hovedet i et regneark
Sådan noget eller Liberal Alliances vidtgående liberalisme har udgiveren af Berlingske da lov at støtte, om han vil. Det er bare noget virkelighedsfjernt.
Og vi er da også en del, der mener noget andet. Kristian Thulesen Dahl er fortsat leder af landets tredjestørste parti. Jeg synes, måske ikke overraskende, i øvrigt tit, at han siger noget klogt.
Hvis Krab-Johansen ikke sad med hovedet nede i et regneark eller var optaget af at omdanne Danmarks ældste avis til et kampagne-foretagende for au pair-ordningen, havde han måske hørt Kristian Thulesen Dahl hudflette statsministeren i Folketingets spørgetime om ældre og udlændingepolitik.
Jeg har en mistanke om, at direktøren stadig er møg-forurettet over, at Radio 24syv, som Berlingske var medejer af, og som kostede skatteborgerne en bagatel af 800 mio. kr., måtte lukke.
Måske havde han også hørt om holdningerne til Brexit og EUs behandling af de britiske vælgere. Måske også direktøren skulle komme ud i virkeligheden og læse DF-formandens mange ugebreve. Eller følge DFs aktiviteter på de sociale medier, hvor DF er vældig aktive og synlige.
Effektiv grænsekontrol
Berlingske har brugt megen tid på at kritisere DF. Før valget. Under. Og efter. Det må avisen jo selv om. Ukonstruktivt er det. Og, tillad mig, latterligt ufunderet. Jeg har en mistanke om, at direktøren stadig er møg-forurettet over, at Radio 24syv, som Berlingske var medejer af, og som kostede skatteborgerne en bagatel af 800 mio. kr., måtte lukke. For at flytte den til Aarhus gad Krab ikke. Så hellere lukke og give DF skylden for det.
Jeg tror heller ikke en døjt på, at han reelt savner Dansk Folkepartis holdninger til noget som helst. Han hævder, at DF ingen klimapolitik har. Det er jo løgn. Den er omfattende, og alle, også Berlingske, kan finde den på DFs hjemmeside.
Godt nytår, også til Krab-Johansen. DF vil utrætteligt arbejde for et borgerligt Danmark i social balance med tryghed, færre udlændinge, effektiv grænsekontrol og mindre EU i vores hverdag. Alt det, Krab-Johansen desværre ikke kan lide.



