Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til kommentarer på debat@berlingske.dk.

Peter Loft til virksomheder: Hvorfor gælder social ansvarlighed ikke skat?

Virksomhedernes sociale ansvar vandt indpas for adskillige år siden. De skulle være bæredygtige og have orden i CO2-regnskabet. Det må snart være på tide, at selskabernes ansvarlighed også vinder indpas på skatteområdet.

atp
Efter at Christian Hyldahl valgte at trække sig som direktør for ATP på grund af fortidens synder, foreslår Peter Loft, fhv. departementschef for Skat, at danske virksomheder lader social ansvarlighed gælde ogsåinden for skat, og ikke kun inden for bæredygtighed. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det er snart en del år siden, at virksomhedernes sociale ansvarlighed, CSR, vandt indpas i erhvervslivets måde at tænke på. Det kan betale sig at vise omtanke i forhold til miljø og klima: Ingen virksomhed ønsker at blive afsløret i at benytte børnearbejde eller truet træ fra regnskoven, og de fleste virksomheder kappes om at agere bæredygtigt både i forhold til de nære omgivelser og i forhold til det globale miljø.

På felter som disse har de fleste virksomheder set en klar fordel i at udvise en ansvarlig adfærd og således pålægge sig selv restriktioner, som ikke følger af krav fra det offentlige. Der er ingen forbud mod at udlede store mængder C02, men det kan sjældent betale sig.

Peter Loft Fold sammen
Læs mere

Anderledes er det på skatteområdet. Her har devisen længe været, at man som ansvarlig virksomhed skal overholde det pågældende lands lovgivning, men heller ikke mere. Skat er et spørgsmål om jura, ikke om moral.

En række spektakulære sager på det seneste har rejst tvivl om, hvorvidt lovgivningen overhovedet er overholdt. Både banker, rådgivere og virksomheder, der har betjent sig af meget kreative forretningsmodeller, er kommet i søgelyset, og vi kan kun spændt følge, hvad udkommet af disse sager bliver.

Men spørgsmålet er, om disse sager også vil føre til en ændret holdning i virksomhedernes overordnede tilgang til skattebetalingen. Selvom LuxLeaks eller Panama Papers tilsyneladende indtil videre ikke har haft nogen nævneværdig effekt, hverken i form af sanktioner eller i form af ændret adfærd, er der dog noget, som tyder på, at de seneste skandaler med hvidvask og udbytteskatterefusioner i hvert fald her i landet vil få en effekt. Eksempelvis udtalte Nordeas risikochef forleden efter endnu en afsløring, at banken »ikke ønsker at være den bank, som vi var engang«, og senest har ATPs direktør, Christian Hyldal, måtte tage konsekvensen af tidligere tiders kreative forretninger og forlade sit job.

Ansvarlig skatteadfærd

Mange virksomheder har efterhånden fået en skattepolitik. Men denne kan meget groft ofte koges ned til: Lovgivningen skal overholdes – dog med et fokus på konkurrenternes skattebelastning. Første del af udsagnet giver sjældent ret megen vejledning om virksomhedens skatteadfærd, og anden del af udsagnet vil ofte udgøre et væsentligt korrektiv til første del. Hvis reaktionerne på de aktuelle skandaler ikke – som i de førnævnte sager – hurtigt fortager sig, bliver virksomhederne nødt til på helt anden vis at forholde sig til, hvordan de vil agere i forhold til skattereglerne. Med mindre de ønsker at ramponere deres renommé yderligere. Virksomhederne må finde en bæredygtig eller ansvarlig skatteadfærd.

Det bliver ikke nogen enkel opgave. For det første er det svært at afgøre, hvad det er for en adfærd, man skal søge at undgå. Direkte ulovligheder giver sig selv, men virksomhederne agerer i dag inden for et kontinuum, der spænder fra aggressiv skatteoptimering i den ene ende til helt acceptabel skatteplanlægning i den anden ende. Hvor i dette kontinuum, man befinder sig, er ikke altid let at afgøre: Den folkelige bedømmelse skifter over tid og varierer afhængig af sammenhængen.

»Det er den generelle opfattelse blandt borgerne, der er afgørende for virksomhedernes omdømme, ikke hvad jurister og revisorer måtte nå frem til.«


Omdømme

Lettere bliver det heller ikke af, at mange lande, Danmark inklusiv, benytter skattemæssige incitamenter til at tiltrække investeringer og anden aktivitet. Man kan dårligt bebrejde virksomhederne at udnytte disse.

For det andet er det tilsvarende svært for almindelige mennesker at bedømme, om en bestemt adfærd er dadelværdig eller ej. Det, som i en virksomheds øjne er en helt almindelig disposition, kan af andre blive udlagt som en særdeles spekulativ og dermed uacceptabel handling. Det er den generelle opfattelse blandt borgerne, der er afgørende for virksomhedernes omdømme, ikke hvad jurister og revisorer måtte nå frem til.

At både virksomheder, den finansielle sektor og rådgiverne overholder gældende lovgivning må være det mindste, man kan forlange. Men det er næppe tilstrækkeligt for at genskabe tilliden. Ligesom det i dag forventes, at seriøse virksomheder udviser samfundsmæssig og social ansvarlighed i forhold til de ansatte, i forhold til omgivelserne og i forhold til miljø og klima, vil erhvervslivet fremover være nødt til at forholde sig ikke kun til skattelovgivningens bogstav, men tillige til dens ånd – hvor svært det end i konkrete situationer kan forekomme. Kun ved også at udvise skattemæssig ansvarlighed og holde sig langt fra ikke blot det sorte, men også det grå område, kan erhvervslivet opretholde det omdømme, vi alle forventer og ønsker.