Den sædvanlige forklaring på Skats problemer har længe været den bekvemme, men også letkøbte Erasmus Montanus argumentation: Skat har været gennem store besparelser, Skat er i store problemer, ergo er besparelserne skyld i problemerne.
Det er sjældent i livets sammenhænge, at der er en enkel og ligetil forklaring på komplicerede problemstillinger, og sådan forholder det sig også i spørgsmålet om årsagen til Skats problemer. Derfor er det et stort fremskridt, at Jørgen Grønnegaard Christensen og Peter Bjerre Mortensen i deres bog »Overmod og Afmagt« foretager en grundig og eftertænksom analyse af de store ændringer, som blev gennemført fra 2004, hvorved den samlede organisation Skat blev skabt.
Bogen giver en grundig beskrivelse af beslutningsgrundlaget for og gennemførelsen af tre store ændringer, som blev iværksat næsten samtidig i 2004-6: Den statslige overtagelse af ligningsopgaven fra kommunerne, samlingen af inddrivelsen af gæld til det offentlige hos Skat og gennemførelsen af moderniseringen af en række IT-systemer. Formentlig ville det give et mere retvisende billede at føje et fjerde initiativ til: En konsulentrapport fra Boston Consulting Group fandt, at der – udover de rationaliseringsgevinster, som disse initiativer medførte – kunne gennemføres yderligere så store besparelser, at det efter min mening er mere præcist at betragte implementeringen af disse som et selvstændigt initiativ.
Der er næppe nogen tvivl om, at der blev begået fejl – også store fejl – i den komplicerede proces, som førte til dannelsen af Skat. Men bogen skyder desværre også over målet og erstatter én forhastet forklaring med en anden.
Uvedkommende sager
Man beskriver en række fejl og konkluderer på dette grundlag, at missionen fejlede. Men er dette overhovedet en rimelig vurdering? Forfatterne er muligvis selv opmærksom på, at de drager konklusioner, der ikke er belæg for. Hen imod slutningen af bogen anføres det nemlig, at man måske ikke med organisationsændringerne havde indfriet samtlige løfter, der blev givet i årene 2004 og 2005, men der var dog – som noget ganske enestående i den offentlige sektor – gennemført meget store omkostningsreduktioner samtidig med, at opgaverne fortsat blev løst tilfredsstillende. Det er i virkeligheden forekomsten af andre uvedkommende sager, som efterfølgende har befæstet indtrykket af en myndighed på afgrundens rand.
Skats problemer er i dag så massive, at det næsten ikke giver mening at forsvare, hverken den løbende opgavevaretagelse eller de organisatoriske ændringer som bogen omhandler. Men det lykkedes dog som det væsentligste element i organisationsændringerne at samle næsten 275 kommunale skatteadministrationer og omkring 30 regionale statslige enheder, og dermed skabe mere robuste forvaltninger, der kan sikre en ensartet og effektiv ligning. Dette har skabt grundlaget for formentlig verdens bedste og enkleste lønmodtagerligning og selvangivelsesprocedure.
Forhastet
Det andet vigtige element i de store ændringer var som sagt overtagelsen af den offentlige gældsinddrivelse. Her er kritikken på sin plads. Processen var forhastet og ikke tilstrækkeligt gennemtænkt på forhånd. Bedre blev det selvsagt ikke af, at besparelserne blev hjemtaget før gevinsterne opstod. Efterfølgende beslutninger om både forhastet at sætte EFI i drift og derefter skrotte systemet har heller ikke mindsket problemerne.
Bogens kritik skyder også over målet, når den i en håndevending udlægger det store forandringsprojekt som en fiasko.
Spørgsmålet er, om man ville udlægge den store forandringsproces – uagtet de i bogen påpegede fejl – lige så negativt, hvis ikke andre uvedkommende problemer var opstået efterfølgende?
Problemerne med de manglende 12,7 mia. kr. har ingen relation til de ti år tidligere gennemførte ændringer. Forfatterne giver selv en præcis gennemgang af problemerne med ejendomsvurderingen. Skatteministeriet var absolut opmærksom på de problemer, der senere blev meget tydelige for alle, men bogen beskriver netop, hvordan især stor modstand fra Finansministeriet blokerede for en løsning. Heller ikke disse problemer har relevans for bedømmelsen af organisationsændringen.
Bogens kritik er berettiget i den forstand, at meget kunne være gjort bedre, og der er næppe tvivl om, at især problemerne med inddrivelse af restancer har deres rod her. Men bogens kritik skyder også over målet, når den i en håndevending udlægger det store forandringsprojekt som en fiasko. Og denne udlægning kan forfatterne kun slippe af sted med, fordi nogle spektakulære og graverende, men i denne relation uvedkommende sager i mellemtiden har skabt en formodning om, at intet på skatteområdet fungerer.