Sidst i september lød startskuddet omsider til den spektakulære retssag mod Jakob Scharf, den tidligere PET-chef, som har brudt det uskrevne kodeks i efterretningstjenesten om tavshed og diskretion. Vi skal her nogle år tilbage til forløbet med Jakob Scharfs omstridte erindringsbog fra 2016, »Syv år for PET«, hvor han i brede vendinger deler ud af sine spændende oplevelser på kommandobroen hos PET.

Bogudgivelsen har dog trådt mange over tæerne internt i efterretningstjenesten, og karriere-embedsmanden Jakob Scharf står nu i en uvant situation som tiltalt i en alvorlig straffesag om brud på tavshedspligt. Retssagen skal give os svar på, om Jakob Scharf ikke kun har krænket det uformelle tavshedskodeks hos PET, men også handlet i strid med straffeloven.