Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Per Stig Møller mere end nogen anden i sin samtid har formået at kombinere politik, kultur og historie

Per Stig Møller er blandt otte indstillede til Berlingskes nye pris, Fonsmark-prisen, der tildeles markante stemmer og tænkere, som på afgørende vis har bidraget til den borgerlige idédebat.

Per Stig Møller er nomineret til Berlingskes nye Fonsmark-pris. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen

Per Stig Møller er blandt de meget få politikere, der er lige så kendt og respekteret som intellektuel og forfatter som for sin mangeårige politiske karriere.

Fra en tidlig rolle som medarbejder og redaktør ved flere aviser i Det Berlingske Hus kom Per Stig Møller i 70erne til Danmarks Radio, hvor han fik flere chefroller i bl.a. Kulturafdelingen. Siden blev han også formand for Radiorådet – alt imens hans politiske karriere udviklede sig. I Folketinget kom han i 1984.

Men ved siden af dette har Per Stig Møller gennem alle årene været en produktiv forfatter, der har sat fodaftryk i den borgerlige idédebat. Starten var ikke helt ukontroversiel; i årene efter ungdomsoprøret i 1968 flirtede Per Stig Møller i nogles øjne vel rigeligt med bevægelsens tankegods. Men blandt andet med bogen »På Sporet Af Det Forsvundne Menneske« gjorde Per Stig Møller op med antihumanismen i marxismen og andre venstrefløjsstrømninger.

Siden udkom en lang række bøger, der afslørede Per Stig Møllers enorme intellektuelle båndbredde som i samklang med hans politiske arbejde har bragt ham til et holdningsmæssigt ståsted, der vel bedst kan betegnes som klassisk konservativt. Meget markante omkring 2000 var hans to bøger om Kaj Munk, udgivelser der illustrerede, at Per Stig Møller mere end nogen anden i sin samtid har formået at kombinere politik, kultur og historie i sit virke.

Per Stig Møller, 77 år. Konservativ politiker, redaktør, debattør og forfatter. Har haft flere ministerposter – fra miljøminister under Schlüter til mangeårig udenrigsminister og siden kultur- og kirkeminister under Fogh og Løkke. Som kulturminister var Per Stig Møller initiativtager til det monopolbrud med DR, der blev til Radio24syv.