Vi bryster os i Danmark af vores velfærdssamfund. Hospitalsvæsenet, hjemmeplejen, skolevæsenet, socialvæsenet og justitsvæsenet er i solidaritet betalt over skatten og derved lige tilgængelige for fattig som for rig. 

Det er en samfundsmodel, vi er stolte af og praler af over for resten af verden, og som har taget danskerne flere hundrede år at udvikle og forfine. Men hvorfor værdsætter vi det ikke mere, og hvorfor er der ikke nok, der vil arbejde inden for velfærden, når den er så åbenlys vigtig for os alle?