Et enigt folketing har netop vedtaget en aftale om ophævelse af fem års-grænsen for opbevaring af menneskelige æg nedfrosset i forbindelse med fertilitetsbehandling og anden sygdom. Det er et stort fremskridt, som både fertilitetseksperter og Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse (LFUB) hilser velkomment. Det vil lette fertilitetsbehandlingen og samtidig stille kvinder og mænd mere lige.
Det er sjældent, at partierne i Folketinget indgår aftaler i fuld enighed. Og aftalen står på skuldrene af Etisk Råds udtalelse, hvori et lige så sjældent set enigt råd anbefaler, at en udvidelse af opbevaringstiden »ledsages af initiativer, som dels sikrer, at alle borgere i den reproduktive alder er fuldt oplyste om fertilitetens afhængighed af alder og livsstil, og dels at infertilitet så vidt muligt forebygges«.



