I skåltaler bliver det gode samarbejde over Øresund ofte fremhævet, men i en situation med skærpede indrejseregler i Danmark og Sverige er der langt mellem skåltalerne. Set fra vores perspektiv virker det dansk-svenske samarbejde desværre ofte mere som en organiseret skilsmisse end en dansk-svensk kærlighedserklæring.

I perioden 2000-2010 voksede integrationen over Øresund eksponentielt. Flere tog over Øresundsbron efter job og muligheder på den anden side. Det seneste årti er denne udvikling stagneret, grænsebommene er atter gået ned, og pengene til udviklingen af regionen er tørret ind.