For få dage siden har EU-Kommissionen præsenteret sit bud på en opdatering af Europol-samarbejdet. Digitale platforme og søgeregistre skal sikre, at det europæiske politisamarbejde har de bedste ressourcer i bekæmpelsen af terrorisme og international kriminalitet.

Hvordan er det nu med Europol og Danmark? Jo, Danmark har stået udenfor det europæiske politisamarbejde siden 2017, fordi vi året forinden ved en folkeafstemning stemte for at beholde vores retsforbehold. Dengang lød løfterne fra blandt andre Dansk Folkeparti, at »Danmark under ingen omstændigheder risikerer at forlade Europol«, hvis vi beholdt vores retsforbehold.

Det var desværre et nationalromantisk fatamorgana, for Danmark fik ikke lov at forblive medlem af Europol. I stedet fik vi en samarbejdsaftale, der lige siden har betydet, at dansk politi har dårligere arbejdsvilkår end politiet i de øvrige EU-lande.

Tag ikke vores ord for det. Tag politiets eget: »Danmarks udtrædelse af Europol har operationelle konsekvenser for dansk politi,« står der sort på hvidt i den seneste status fra Rigspolitiet fra oktober 2020. Rigspolitiet nævner en »væsentlig begrænsning« i mulighederne for at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet.

Tiden er løbet fra den aftale, vi fik efter det danske nej til Europol.

Det er altså status efter Danmarks udtræden af Europol: Forbryderne har fået det lettere, politiet har fået det sværere.

Nu lægger EU så op til at styrke Europol med en række opdateringer. Europol får øgede beføjelser ift. terrorbekæmpelse, styrkelse af eksterne grænser og fokus på radikalisering af unge online. Alt sammen initiativer, der skal styrke europæernes sikkerhed.

Vi så egentlig gerne, at EU gik endnu videre. Europol bør i vores optik kunne tage sager op af egen drift og minde om et europæisk FBI. I dag falder for mange sager mellem for mange stole, og data bliver ikke udnyttet ordentligt og effektivt.

Alligevel glæder vi os over, at denne opdatering ser dagens lys – ikke mindst efter de nylige terrorangreb i Frankrig og Østrig. Borgernes sikkerhed og tryghed er altafgørende.

Netop, når det gælder sikkerhed, ønsker et flertal af danskerne faktisk at styrke samarbejdet. Og det giver mening. Danmark bør være fuldt og helt medlem af Europol. Det giver absolut ingen mening, at dansk politi går glip af muligheder for at fange forbrydere, fordi nogle partier har travlt med at fremme deres egen anti-EU dagsorden.

I en tid, hvor der forhandles politiaftale herhjemme, burde vi tage det oplagte og indlysende skridt at melde os fuldt ind i Europol. Det ville styrke danskernes sikkerhed.

Tiden er løbet fra den aftale, vi fik efter det danske nej til Europol. De andre lande kan nu med muligheden for at bruge mobile platforme i jagten på forbryderne køre i Ferrari, mens vi trækker hestevognen ud af stalden. Og nu – med det nye udspil – bliver Danmark i endnu højere grad efterladt i støvet fra de andres hjulspin. De eneste, der er tjent med det, er forbryderne og terroristerne.

Kristian Hegaard og Morten Helveg Petersen er hhv. retsordfører og medlem af Europa-Parlamentet for Radikale Venstre