Markedet for plantebaserede fødevarer er stærkt voksende, og mange virksomheder i Danmark arbejder målrettet på at udvikle produkter, der kan imødekomme dette nye marked. Men udviklingen går ikke stærkt nok, og i Danmark sakker vi bagud i forhold til vores nabolande.
Hvis vi for alvor skal sætte turbo på udviklingen af plantebaserede fødevarer, skal vi på kort tid opbygge en helt ny og stor fødevaresektor. For at komme i mål med det har vi brug for en ny tilgang til innovation, hvor ny viden i langt højere grad deles mellem industri og forskere. Derfor har Novo Nordisk Fonden for nylig bevilget op til 200 millioner kroner til den nye samarbejdsplatform Plant2Food, der baserer sig på åbent forskningssamarbejde om udvikling og markedsføring af plantebaserede fødevarer mellem industri og universiteter. Udgangspunktet er, at alle resultater fra de åbne forskningsprojekter deles og publiceres. Det betyder også, at de universiteter og virksomheder, der er med i platformen, ikke udtager patenter og andre intellektuelle rettigheder på resultaterne, førend de reelt ved, om det er kommercielt relevant.