Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Nordiske feminister på forbudsmission

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Er man en Anders Behring Breivik in spe, hvis man er imod kvindekvoter, for kernefamilien og kritisk over for feminismen? Ja, nærmest, hvis man skal tro en rapport udgivet for nylig, udarbejdet for Nordisk Ministerråd og overrakt til det norske børne- og ligestillingsministerium, hvor statssekretær Ahmed Ghanizadeh udtalte, at han var ”meget glad for rapporten, vi har fået i dag”, og at han ”ser frem til at læse de råd, som kommer frem i rapporten”.

De er, kort resumeret, at antifeministisk hetz og hadefulde ytringer skal forbydes, at der skal oprettes en central overvågning af antifeministiske ytringer, at de nordiske lande skal gennemføre årlige kortlægninger af antifeminismen, at forskningen på området skal intensiveres, og at man bør sætte ind over for ”marginaliserede mænd og drenge”. Samt at medierne bør holdes ansvarlige for at sørge for, at ”ligestillingsfjendtlige ytringer” ikke får en for dominerende plads.

Samtidig slår rapporten adskillige steder fast, at der er en tæt sammenhæng mellem ”antifeminisme” og den type fremmedfjendtlig højreekstremisme, som en Anders Behring Breivik repræsenterer.

Rapporten – der som nævnt er udarbejdet af anerkendte eksperter i en relativt officiel sammenhæng – har vakt en del postyr på kort tid. For mener seriøse mennesker virkelig, det er nødvendigt at ty til ytringsforbud, censur, overvågning og så videre, fordi der findes andre, som ikke er tilhængere af feminismen?

I svaret på dette afhænger en del jo af definitionen på antifeminisme. Og det er her rapporten, delvist præget som den er af en relativt radikal feministisk grundholdning, selv afsporer debatten lige fra starten.

--

Der går som bekendt sjældent går røg af en brand, uden at der er en ild.

Ja, der findes radikale, ekstremistiske kvindehadere derude. Ja, for nogen af dem er der en tæt, indbygget sammenhæng mellem modstanden mod multikulturalismen og hadet til feminismen. Ja, kvinder som optræder i den offentlige debat, særligt i køns- og ligestillingsdebatten, oplever jævnligt at blive hetzet og udsat for hadefuld forfølgelse.

I Norge blev man opmærksomme på dette, da Anders Behring Breiviks ulidelige 1500 siders manifest blev offentliggjort kort efter ugerningerne og massedrabene i Oslo og på Utøya i sommeren 2011. Det er rigtigt, at dette manifest indeholder klart anti-feministiske træk og et had mod en udvikling, der har frataget den hvide, heteroseksuelle mand sin særstatus i det moderne, vesteuropæiske samfund. Man orker ikke at læse mange af Breiviks forvrængede udgydelser, men blot for dokumentationens skyld et par korte afsnit, der viser de sammenhænge, som påpeges:

”Cultural Marxism defines all minorities,what they see as the victims; Muslims, Feminist women, homosexuals and some additional minority groups as virtuous and they view ethnic Christian European men as evil."

"Today, the feminisation of European culture, moving rapidly since the 1960s continues to intensify. Indeed, the present-day radical feminist assault through support for mass Muslim immigration has a political parallel to the their anti-colonial efforts. This current assault is in part a continuation of a century-old effort to destroy traditional European structures, the very foundation of European culture.  There is no doubt in the media that the “man of today” is expected to be a touchy-feely subspecies who bows to the radical feminist agenda”.

Sådan, og så lukker vi for Breivik-boksen, men ja: Han har sine meningsfæller hist og her derude. Ja, på nettet og i diverse debatfora stiller de med mellemrum deres ekstreme og hadefulde holdninger til skue. Ja, nogle af dem går ikke af vejen for at opfordre til vold mod kvinder og bagatellisere f.eks. voldtægt. Ja, i flere tilfælde har det afstedkommet chikane af og trusler mod konkrete kvinder, der har ytret sig i debatten.

Det er ikke kun i kriminallitteraturen der findes mænd, som hader kvinder. Alt dette må man på det skarpeste tage afstand fra, og formentlig er noget af det, der foregår, allerede dækket af de eksisterende straffelove i de nordiske lande. Regulære trusler, eksempelvis.

--

Problemet opstår, når feministisk rundede eksperter og debattører som i Nordisk Råd-rapporten begynder at tegne ringe rundt om disse yderligtgående, men marginale ekstremister og derved opnår den effekt, at næsten al kritik af den moderne feministiske politiske dagsorden ender med at falde ind under samme definition af ”antifeminisme”. Så er det, almindeligt fredsommelige og ædruelige feminisme-kritikere i ligestillingsdebatten pludselig kan se sig udpeget som en del af samme surdej som Breivik og de andre kvindehadere. Det går galt lige fra starten i rapporten, som altså nu ligger i det norske ligestillingsministerium og indgår i overvejelserne om eventuel implementering i lovgivningen.

Her finder man følgende definition af det problem, som altså foreslås bekæmpet med forbud, censur og intensiv overvågning:

”Feminisme kan forstås som tanken om, at der eksisterer en strukturel ulighed mellem kønnene, at denne ulighed ofte favoriserer mænd, og at det er nødvendigt med tiltag for at udjævne uligheden. Antifeminister ytrer modstand mod feminisme, og begrunder modstanden med påstande om, at der enten ikke findes strukturelle uligheder mellem kvinder og mænd, og at de strukturelle uligheder nu er blevet udjævnet, eller at de strukturelle uligheder i hovedsagen favoriserer kvinder”.

Sådan, så er nettet da kastet bredt ud. Er man kritisk over for f.eks. kvindekvoter, kan man dårligt undgå at føle sig inkluderet. Og når rapporten senere specifikt nævner, at ”antifeminismen” nu har bredt sig langt ind i mainstreamsamfundsdebatten og til partier, der indgår i regeringsovervejelser i flere nordiske lande, så forstår man, at dette handler om mangt og meget andet end Breivik. Og at det hele må anses for at være lidt det samme. Pludselig bliver der ikke langt fra et almindeligt forekommende og fredeligt feminisme-kritisk indlæg i en avis til Breiviks forskruede ”2083 – A European Declaration of Independence”:

”Det er også et problem, når antifeministiske bevægelser bliver præmisleverandører i samfundsdebatten. Vi ser en tendens, hvor fortalere for enkle, essensialistiske, biologiske ”sandheder” og kvinder og mænds forskellige hjerner og kroppe får større legitimitet i samfundsdebatten. Dette udvider grænsen for acceptable holdninger og ytringer. Holdning og handling hænger tæt sammen, og tiltag mod antifeminismen bør derfor ikke skelne skarpt mellem antifeministiske handlinger og holdninger”.

”Medierne bidrager til at definere, hvad der er stuerent, og hvad der bør opfattes som ekstremistisk. Når grænserne udvides ved, at antifeminisme får mere plads i medierne, sætter det rammerne for hvad vi som samfund godtager. I medierne ser vi en gentagelse af diskursen om ”den tabte maskulinitet”. Maskulinitet ligestilles her med traditionelt mandlige kønsudtryk, og maskulinitetens udvikling sidestilles med maskulinitetstab. Dette bidrager til at fastlåse manderollen og begrænse mænds handlefrihed”.

Det er lige før man må tilføje: Tag den, Thomas Blachman!

--

Og nej, bare lige for at afmontere den straks; bedømt på hvad jeg indtil videre har set og læst er jeg ikke synderligt begejstret for det kommende DR2-koncept med Blachman og en medmand foran en nøgen kvinde i herrediskurs om ”det pikløse samfund”. Men lad os nu se, når det ruller over skærmen. Hvis vi orker…

Men jeg har endnu mindre til overs for eksperter og debattører, der tiltager sig retten til at fastslå, hvad der er rigtige og forkerte meninger og i officielt sponsorerede rapporter, som er til alvorlig overvejelse i virkelige ministerier, vil forbyde og censurere sig til at få endelig ret i enhver henseende.

Det er en almindeligt forekommende kritik af ”statsfeminismen”, at den netop vil dette: Via tvang, kvotering og lignende knægte menneskers frihed til selv at vælge, hvordan de vil leve deres liv og i stedet via lovgivning knæsætte, hvad der er rigtigt og forkert. Rapporten sponseret af Nordisk Ministerråd kommer til at bekræfte, at der virkelig findes kræfter blandt feminister, som ser verden sådan og ønsker at gennemtrumfe et bestemt sæt værdier, et bestemt verdensbillede, ved lov. Og som ydermere undervejs ender med at blande alting sammen: Fra Breivik til dem, der blot mener, at staten i videst muligt omfang skal undlade at diktere menneskers frie valg, også når det gælder ligestillingen.

Det bestyrkes man yderligere i, når man ser lidt nærmere på, hvem der er blandt bidragyderne til rapporten. En af dem er Maria Sveland, svensk journalist og forfatter og vel – uden at sige for meget – repræsentant for en forholdsvis direkte form for svensk feminisme, hvor der ikke bliver givet ved dørene. Som der f.eks. ikke blev i bogen ”Bitterfittan”, som Maria Sveland udgav i 2007 og i vidt omfang skabte sig et navn på.

I rapporten fortæller Sveland om, hvordan hun har modtaget dødstrusler efter at have ytret sig i debatten. Det er naturligvis fuldstændig uantageligt. Derom er der ingen diskussion. Uanset om truslerne eller hadet rammer Sveland eller andre kvindelige debattører.

Andre dele af Svelands indlæg er imidlertid mere problematiske. Et sted er det næsten som om hun udviser en slags omvendt forståelse for de ekstremistiske antifeministers forskruede fokus på voldtægter:

”Men jeg tænker, som også Susan Brownmiller skrev, at voldtægt er patriarkatets spydspids. Brownmiller argumenterer for, at alle kvinder kan voldtages, og at visheden om dette holder kvinder nede. Dette begunstiger også de mænd, der ikke voldtager, fordi magtfordelingen opretholdes. Jeg oplever derfor, at truslerne om voldtægt er alvorlige”.

Det sidste er rigtigt. Men det er anfægtende, at dette bliver alle mænds sag. På samme måde mixer hun ekstremisme og mainstream til sidst i sit indlæg i rapporten for Nordisk Ministerråd:

”Det som er alvorligt er, hvordan antifeminister og fremmedfjendtlige sætter dagsordenen i samfundsdebatten. Det er deres problemformuleringer, som medierne tager op. Så bliver vi feminister placeret i TV-studier på den modsatte side af antifeminister og racister, som om vi var lige så ekstreme som dem”.

--

Jeg skal være den sidste til at besvare en anklage om, at enhver feminisme-kritiker er en Breivik i spe med en påstand om, at det er svenske feminister som Sveland, der snarere er ekstremister á la den norske massemorder.

Det vil for det første være urimeligt. For det andet går jeg ind for ligestilling. Og feminismen har i fem årtier været med til at sætte en dagsorden, som har gavnet kvinders og mænds liv og frie valg. Men jeg må indrømme, at jeg efter at have læst op på det, er noget rystet over den dagsorden om antifeminismens fremvækst her, der og alle vegne i samfundet, som i disse år sættes særligt af svenske feminister, og som nu altså har fundet vej helt ind i kernen af konklusionerne i en fin rapport for Nordisk Ministerråd, og hvor Maria Sveland er en hovedstemme.

Det blev hun ikke mindst efter en opsigtsvækkende artikel i Dagens Nyheter sidste sommer, hvor hun ikke alene skriver om truslerne og hadet mod feministerne, men hvor hun netop lancerer den øvelse, der kulminerer i rapporten: At få slået en så stor, bred og altomsluttende cirkel om de ekstremistiske kvindehadere, at man kan inkludere alt og alle blandt dem. Herunder f.eks. den norske forfatter Karl Ove Knausgaard:

”Jeg tror heller ikke, at der er tilfældigt at medier og litteraturkritikere skamroste en skægget nordmand og hans litterære mastodontværk, som ved en tilfældighed hedder netop ”Min kamp”. Jeg udelader diskussionen af den litterære kvalitet fra denne tekst, pointen er at de påstande, som Knausgaard lufter i sine bøger, er præcis den slags påstande som er blevet mere legitime i takt med, at grænserne forskydes til højre. Han skriver om ”fisselandet Sverige”, som er så politisk korrekt at man end ikke må sige ordet neger længere. Han beskriver sin angst over sin tabte mandighed, blot fordi han er tvunget til at skifte bleer og tage fædreorlov og gå til baby-rytmik. Den slags feminisering af vestlige mænd, som også Breivik er så dybt bekymret for i sit manifest”.

Hvorefter man vel uundgåeligt må spørge, om Knausgaards ”Min Kamp” er blandt de skrifter, der nu bør forbydes ved lov?

--

Det er lykkedes feminister som Sveland også at sætte en dagsorden i seriøse danske medier – se blot her i Information og her i samme avis, hvor det påstås, at ”Antifeminismen er blevet en svensk kampsport” og at feminismen er kommet under voldsomt pres. Om det er rigtigt, kan vel diskuteres; formentlig er det i øvrigt i Sverige som i Danmark sådan, at de fleste mennesker lever et fredsommeligt liv uden at bekymre sig synderligt om, hvad der foregår i f.eks. den ofte frådende ligestillingsdebat.

Men at den til gengæld går hårdt for sig ind i mellem, i Danmark såvel som i Sverige, er der da ingen tvivl om. Blandt de mandlige, feminismekritiske ligestillingsdebattører, som Maria Sveland har kaldt ekstremistiske, finder man blandt andre bloggerne Pär Ström og Pelle Billing, der vist næppe er volds- eller trusselsforherligende som sådsan, men tilhører en meget konservativ strømning kaldet ”Jämställdisterna”. Førstnævnte har nu trukket sig fra debatten blandt andet efter en episode ved et debatmøde, som ifølge Ström selv blev stormet af ca. 50 feminister, heriblandt Maria Sveland. En af øvrige feministiske aktivister overrakte Ström en tegning af et afskåret mandligt kønsorgan.

--

Maria Sveland selv har netop – på kvindernes internationale kampdag 8. marts – udgivet sin seneste bog, ”Hatet – en bok om antifeminism”. Den downloadede jeg her i påsken til min iPad, og den er en 376 siders udfoldelse af det verdensbillede om mænd, kvinder, feminisme og antifeminisme, som til syvende og sidst også er endt med at præge konklusionerne og anbefalinger i rapporten for Nordisk Ministerråd.

I et kapitel i bogen går Maria Sveland kritisk til de debattører (herunder førnævnte Billing og Ström) som i 2007 protesterede over det svenske Turteaterns sceneopførelse af Valeria Solanas radikalt-feministiske såkaldte SCUM-manifest fra 1967. SCUM er en forkortelse for ”Society for Cutting Up Men”, og Solanas, der sidenhen skød og var meget tæt på at dræbe Andy Warhol, lagde ikke fingrene imellem i det groteske og sine steder utvivlsomt stærkt parodiske manifest, hvor hun indleder med at konstatere, at ”there remains to civic-minded, responsible, thrill-seeking females only to overthrow the government, eliminate the money system, institute complete automation and destroy the male sex”, hvorefter hun fortsætter:

”The male is completely egocentric, trapped inside himself, incapable of empathizing or identifying with others, or love, friendship, affection of tenderness. He is a completely isolated unit, incapable of rapport with anyone. His responses are entirely visceral, not cerebral; his intelligence is a mere tool in the services of his drives and needs; he is incapable of mental passion, mental interaction; he can't relate to anything other than his own physical sensations. He is a half-dead, unresponsive lump, incapable of giving or receiving pleasure or happiness; consequently, he is at best an utter bore, an inoffensive blob, since only those capable of absorption in others can be charming. He is trapped in a twilight zone halfway between humans and apes, and is far worse off than the apes because, unlike the apes, he is capable of a large array of negative feelings -- hate, jealousy, contempt, disgust, guilt, shame, doubt -- and moreover, he is aware of what he is and what he isn't,”

skrev Valerie Solanas i sit manifest og konkluderede i slutningen:

”SCUM will kill all men who are not in the Men's Auxiliary of SCUM. Men in the Men's Auxiliary are those men who are working diligently to eliminate themselves, men who, regardless of their motives, do good, men who are playing pall with SCUM.”

I ”Hatet”-bogen ælter Sveland alle modstandere af SCUM-opførelsen sammen til ét samlet problemkompleks – fra de forbryderiske, ekstremistiske idioter, der afsendte trusler mod teatret, til dem der blot kritiserede opførelsen. Til gengæld tager hun Turteatern i forsvar og anfører, at det er sigende, at man falder over SCUM-manifestet som udtryk for kvinders had mod mænd, når der altid er så stor forståelse for mænds had mod kvinder. Turteatern skrev i sit program til forestillingen, at ”SCUM Manifest er en af litteraturhistoriens stærkeste tekster. Den er verdensberømt, berygtet og alligevel ukendt. Den er hadet og elsket, ofte uden at den er blevet læst. For os er den noget, vi ikke kan komme udenom. Den er konfrontation, grove overdrivelser, glasklare sandheder, utopiske febervildelser, dybe indsigter, parodi, kærlighed og oprør”, og Svelands egen konklusion i sin bog omkring debatten om forestillingen er denne:

”At teksten vækker så stærke følelser mere end 40 år efter, at den første gang blev publiceret, siger noget både om manglen på lignende tekster og om overfloden af mandlige modsvar. Vi er så vant til at kvinder slås ihjel, fornedres, voldtages, lemlæstes, jages og hånes på teaterscenen og i film, at vi bliver sløvede.”

--

Tilbage står, at Ligestillingsministeriet i Norge nu sidder med en rapport, udfærdiget for Nordisk Ministerråd, hvor en af medforfatterne altså i sin nye bog tager SCUM Manifestet i forsvar, og hvor konklusionerne i mærkbar grad har taget farve af det bastante feministiske verdensbillede, en Maria Sveland repræsenterer, hvor der til gengæld ikke er langt fra at sætte lighedstegn mellem almindelig kritik af feminismen og uhyrlighederne i Breivik-manifestet. Kendsgerninger der alene gør dokumentet så kompromitteret, at man burde skrotte det som grundlag for noget som helst.

Noget kunne tyde på, at nogle af rapportens ansvarlige pludselig godt kan se, at den vist er gal, og at debatten har taget en problematisk retning. I et indlæg i den norske avis VG forleden gjorde Shoaib Sultan og Lina Tordsson således en del ud af at erklære, at debatten har været "misforstået", samtidig med at de ilede med at indskrænke definitionen af ”antifeminisme” betydeligt mere, end det på nogen måde gøres i rapporten:

”Antifeminisme handler ikke om at synes, at ”ligestillingen er kommet langt nok”, eller at kvotering er dumt. ”Antifeminisme”, som begrebet bruges internationalt, betegner modstand mod at kvinder skal have samme rettigheder som mænd. Begrebet betegner ikke mennesker som klager over ligestilling ved køkkenbordet, men mennesker som alene eller organiseret truer, forfølger eller udøver vold mod kvinder og feminister.”

Det ville være lykkeligt, hvis den landede dér. Men er Maria Sveland og andre mon enige?

--

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

FØLG MIG PÅ TWITTER