Nobeløkonom: USA kan kuldsejle resten af verden med højere renter. De vil ikke løse inflationen

Et nærmere kig på USAs økonomi tyder på, at inflationen primært har været drevet af forstyrrelser i forsyningskæderne og et ændret forbrugsmønster. Derfor vil flere rentestigninger ikke få den store virkning – men bare skabe vidtrækkende problemer.

»Efter at have ladet folk dø unødigt ved at nægte at dele den intellektuelle ejendomsret til coronavacciner, har USA bevidst valgt en politik, som sandsynligvis vil kuldsejle verdens mest sårbare økonomier,« skriver Joseph E. Stiglitz. Kevin Dietsch / Ritzau Scanpix

Selvom tallene peger i den rigtige retning, er det for tidligt at sige, om inflationen er tæmmet. Men vi kan drage to klare lærdomme af de kraftige prisstigninger.

For det første har økonomernes standardmodeller – især den dominerende model, der formoder, at økonomien altid finder en ligevægt – reelt været ubrugelige. Og for det andet har de, der skråsikkert hævdede, at det ville tage fem års smerte at vride inflationen ud af systemet, allerede vist sig at tage fejl. Inflationen er faldet markant, og USAs sæsonjusterede forbrugerprisindeks lå i december 2022 kun en enkelt procent højere end i juni.