Vi står midt i en biodiversitetskrise, hvor arter forsvinder med en hastighed, der ikke er set siden sidste masseuddøen for 65 millioner år siden. Krisen er menneskeskabt og truer hele livsgrundlaget på Jorden. En nylig rapport fastslår, at Danmark langt fra har indfriet de internationale forpligtelser til at investere i og beskytte verdens mest værdifulde biodiversitet. Med et efterslæb fra 2015-2019 på mere end fire milliarder kroner er det på tide, at Danmark ændrer kurs og lever op til sit ansvar.
Danmark forpligtede sig i 2012 til at fordoble sin udviklingsbistand til biodiversitet inden 2015 og opretholde denne fordobling frem mod 2020. Men en rapport fra INKA Consult slår fast, at der i perioden 2015-2019 kun blev afsat godt en tredjedel af de lovede penge i den danske udviklingsbistand til at finansiere projekter til fordel for biodiversitet.



