Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Nemmere at blive enige om mål end midler – klimalov skal bestå tre hårde prøver

Klimaloven har ikke stået sin prøve, fordi der er pæne ord om konkurrence og beskæftigelse, eller fordi der er fokus på de internationale effekter af dansk klimapolitik. Det er stadig en risiko for Danmark og for erhvervslivet, at et flertal i Folketinget vil pålægge erhvervslivet unødvendige byrder, som vil koste vækst, velstand og arbejdspladser. Kampen om klimaløsningerne er i gang.

En glad klimaminister Dan Jørgensen (S) fortalte fredag aften pressen, at Danmarks første klimalov er faldet på plads. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Danmark har fået en klimalov. Det var at forvente. Klimaminister Dan Jørgensen havde 90 mandater bag sig, allerede inden forhandlingerne om klimaloven gik i gang. Ministerens bedrift består i at have indgået en politisk aftale med det næsten bredest mulige flertal i Folketinget. Kampen om de rigtige løsninger er skudt i gang – omsider.

Klimaloven er et kompromis. Sådan er det, når der skal være 167 mandater bag. Alligevel er klimaloven en demokratisk magtdemonstration, fordi den udtrykker en massiv politisk konsensus om at finde løsninger på klimaudfordringerne. Når det er sagt, så er det også en kendsgerning, at det nemmere at blive enige om mål end om midler.

At der står 167 mandater ud af 179 bag loven, forpligter Folketinget og regeringen til konkret at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030 i forhold til udgangsåret 1990. Det er stadig lidt overset, at en del af udfordringen faktisk er løst. CO2-udledningen eksklusive søtransport er faldet med 35 pct. siden 1990.

Klimaloven forpligter imidlertid også til at finde løsninger, der flugter med aftalens ord om at indfri klimamålet »så omkostningseffektivt som muligt« under hensyn til de langsigtede klimamål, erhvervsudvikling, konkurrencekraften, de offentlige finanser og beskæftigelsen. Der blev i forhandlingerne om klimaloven lyttet til vismændene, om end det hører med, at politikerne ikke kunne holde til at udelade en eksplicit CO2-målsætning.

Klimaloven er ikke en grundlov

Klimaloven er så bindende, som en almindelig lov kan være. Det er ikke en grundlov.

Klimaloven pålægger den til enhver tid siddende regering at fastsætte et klimamål med et tiårigt perspektiv. Et nyt delmål skal altid være mere ambitiøst end det gamle. Der indføres en fast rytme i klimapolitikken med en årlig klimavurdering fra Klimarådet, et årligt klimaudspil fra regeringen og en årlig vurdering af, om Folketinget skal pålægge ministeren handlepligt i forhold til klimaet, eller om regeringen lever op til handlepligten. Der indføres også en fast årlig klimaredegørelse efter indgåelsen af finanslovsaftalen.

»Den svære øvelse går i gang nu. Det er let at sætte mål og svært at nå dem.«


For at komme i gang skal der også sættes et indikativt delmål for 2025. Det er fornuftigt, for arbejdet skal i gang, hvis Danmark skal nå i mål i 2030.

Mekanismerne kan virke voldsomme, men er i princippet ikke mere vidtgående end budgetlovens regler i forhold til finanspolitikken. Danmark har i den økonomiske politik også de løbende femårige planer, i øjeblikket 2025-planen, som sikrer langsigtet finanspolitisk holdbarhed. Folketinget skal også løbende tage stilling til, om pensionsalderen skal hæves eller ej. Det er planer og processer, som har tjent Danmark godt, fordi de eksempelvis har sikret et solidt nationaløkonomisk fundament for at gå i gang med den grønne omstilling.

Man kan sige det sådan, at man nu både har indbygget en langsigtet tankegang i den økonomiske politik og i klimapolitikken. Hvis de langsigtede mål om holdbarhed i finanspolitikken skrider, antager man også, at regeringerne handler på det.

Politikerne har lyttet til Rebien og vismændene

Den svære øvelse går i gang nu. Det er let at sætte mål og svært at nå dem, og der er en dyb erkendelse af, at det er let at reducere CO2-udledningen med 65 pct. frem mod 2030, men meget svært at få de sidste procenter med.

En gennemlæsning af klimaloven viser, at der i arbejdet med klimaloven er lyttet til de fornuftige stemmer, som op til aftalen advarede mod at lave en alt for firkantet og nationalt orienteret klimalov. Hvad nytter snævre nationale klimamål, hvis vi eksporterer vores udledning af klimagasser til udlandet, spurgte eksempelvis formanden for Novo Nordisk Fonden, Lars Rebien Sørensen, for nogle uger siden.

Derfor er det konstruktivt, at der som et led i klimaloven skal udarbejdes en årlig rapport om, hvordan det går med Danmarks globale påvirkning af klimaet og et fokus på eksporten af dansk energiteknologi. Kernen er dog stadig et snævert nationalt målt baseret på FNs regler.

Klimaloven har imidlertid ikke stået sin test, fordi der er pæne ord om konkurrence og beskæftigelse, eller fordi der er fokus på de internationale effekter af dansk klimapolitik. Det er stadig en risiko for Danmark og for erhvervslivet, at et flertal i Folketinget vil pålægge erhvervslivet unødvendige byrder, som vil koste vækst, velstand og arbejdspladser.

Der findes med andre ord en planøkonomisk og markedsøkonomisk måde at løse klimaproblemerne på. Man kan frygte det første.

Klimarådet skal gøre sig fortjent til tilliden

Ikke alle steder i klimaloven er fornuften lige tydelig. Åbenlyst har frygten for, at der blev politiseret med Klimarådet været så stærk, at Klimarådet skal være selvudnævnt og selvkonstituerende. Det er en tillid fra det politiske system, som Klimarådet skal gøre sig fortjent til.

Danmark har generelt gode erfaringer med Det Økonomiske Råds bidrag til den økonomiske debat, men med Klimarådet er man gået et skridt videre. Vi taler om økonomiske vismænd. Når det gælder klima, synes politikerne at gå efter ypperstepræster, om end der både er usikkerhed i klimavidenskab og i de økonomiske instrumenter, som skal rulles ud.

Den ironiske kommentar til ikke mindst Enhedslisten, men også andre på venstrefløjen, er derfor, at de i deres kritik af regnemodeller åbenbart har et blindt punkt for regnemodeller, hvis de er grønne. Det skal nok give ballade hen ad vejen.

Derfor er der tre afgørende test, som den første klimahandlingsplan skal bestå, hvis klimaløsningerne skal sikre både velstand og grøn omstilling.

Nemlig for det første: Det er erhvervslivet, som skal sættes i spidsen for at håndtere klimaudfordringen, politikerne skal sætte rammerne. For det andet: At grøn omstilling ikke skal føre til højere skatter eller en større offentlig sektor. Og for det tredje: At den grønne omstilling bygger på ordentlige tal og analyser og ikke symbolpolitiske markeringer. Det sidste kan blive det sværeste.