Onsdag morgen kunne jeg læse et debatindlæg fra May Bjerre Eiby, som skriver om bemanding på plejehjem. May Bjerre Eiby udtaler sig om offentlige plejehjem, og jeg må tro, at bemandingen på May Bjerre Eibys eget plejehjem er anderledes. Nu kunne der spekuleres i og siges en masse om beboergruppen på May Bjerre Eiby private plejehjem i forhold til et almindeligt, offentligt drevet plejehjem; det vil jeg undlade at gå ind i i denne forbindelse.
I stedet vil jeg adressere den påstand May Bjerre Eiby kommer med, nemlig: »Det er for eksempel helt normalt, at man på en afdeling med 20 beboere har syv-otte medarbejdere plus elever, leder, køkkenhjælp og terapeuter. Så om dagen skal en medarbejder hjælpe to-tre beboere på de otte timer«.