Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Nej, Dennis Nørmark: Ledere har ikke været overflødige under coronakrisen

Vi forstår godt det fristende i at slå sig op på, at »ledere er overflødige« – det giver overskrifter. Men det løser ingenting.

»(...) i stedet for at grave grøfter mellem faggrupper, skal vi samarbejde om at løse de fælles opgaver,« skriver Hanne Fugl Eskjær og Sara Vergo om et indlæg fra debattør og antropolog Dennis Nørmark. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

I et interview i Berlingske 21. juni er antropolog og forfatter Dennis Nørmark igen på banen med holdningen om, at ledere har været overflødige under coronakrisen. De går i vejen for medarbejdere og forhindrer ting i at ske, lyder budskabet.

Men er det nu også rigtigt? Da coronakrisen ramte, blev der vendt op og ned på hverdagen. Samfundet lukkede ned, folk blev sendt hjem med deres bærbare under armen, og arbejdet måtte udføres fra stuen. Det gælder også ledere, som på afstand har arbejdet for, at skibet blev navigeret i den rigtige retning og at medarbejderne stadig havde virtuel kontakt til arbejdspladsen og blev inddraget i det daglige arbejde.

Når medarbejdere arbejder på 20 forskellige hjemmearbejdspladser, skal arbejdet ikke stikke i 20 forskellige retninger. Der er stadig tale om én organisation, der skal arbejde mod et fælles mål. Retningen skal sættes, der skal følges op, og engagementet skal fastholdes. Det bliver kun vigtigere i en krise, hvor organisationen opererer i usikre omgivelser.

Under coronakrisen har den offentlige administration eksempelvis arbejdet på højtryk for at understøtte frontlinjepersonalet i sundhedsvæsenet og andre steder ved at indkøbe værnemidler, oversætte lovgivningsarbejde og skrive nye retningslinjer. Mange administrativt ansatte skulle løse nye opgaver og arbejde på tværs af fagligheder, og det kræver tydelig ledelse for at sikre, at alle tråde samles.

Når opgaverne er blevet løst så godt, som de er, er det netop, fordi ledere og medarbejdere er hinandens forudsætninger og samspillet mellem de to grupper er helt central for, hvordan opgaverne løses. Det skal vi lære af.

Ledere og medarbejdere har fået øget handlerum, og der har været en stor tillid til, at de kunne bruge deres faglighed, ligesom vi har set, at flere beslutninger er blevet taget lokalt. Det skal vi tage med os videre. Læring skabes på arbejdspladserne, og derfor skal vi også arbejde for, at medarbejdere og ledere i fællesskab sikrer, at de gode erfaringer bliver videreført.

Stop grøftegravningen – lad os finde løsninger

Så kære Dennis Nørmark: Vi forstår godt det fristende i at slå sig op på, at »ledere er overflødige« – det giver overskrifter. Men det løser ingenting. For selvfølgelig har vi brug for gode ledere. Og i stedet for at grave grøfter mellem faggrupper, skal vi samarbejde om at løse de fælles opgaver. Vi ønsker alle at levere den bedste service til borgerne.

I Djøf vil vi meget gerne diskutere, hvordan vi kan udvikle den offentlige sektor til gavn for borgerne. Herunder om alle faggrupper har det rette fokus – og om der er for meget bureaukrati. Men det skal foregå på de rigtige præmisser. Lad os stoppe den grundløse kritik og i stedet finde fælles løsninger.

Hanne Fugl Eskjær er formand for Offentlige Chefer i Djøf. Sara Vergo er formand for Djøf Offentlig.