Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til kommentarer på debat@berlingske.dk.

Når den gode vilje ikke er god nok

Skal Københavns Kommune støtte socialøkonomiske virksomheder? I løbet af ét år har København brugt 6,8 mio. kr. på at få udsatte københavnere i arbejde gennem socialøkonomiske beskæftigelsesindsatser – altså virksomheder, der driver erhverv for at fremme særlige sociale og samfundsgavnlige formål. 289 udsatte københavnere var gennem en lokal beskæftigelsesindsats. Otte personer kom i job eller uddannelse. Er det resultat godt nok til, at København skal fortsætte indsatsen?

SydhavnsCompagniet modtager socialøkonomisk støtte fra Københavns Kommune med det formål at få borgere i beskæftigelse. Fra 1. april 2017 til 31. marts 2018 lykkedes det SydhavnsCompagniet at få én ud af 71 borgere i beskæftigelse. Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Københavns Kommune kan sagtens støtte og samarbejde om en beskæftigelsesindsasts med socialøkonomiske virksomheder. Jeg tror grundlæggende på, at offentlig-privat samarbejde er af det gode, og at det kan bidrage til, at vi løser vores opgave bedre. Men vi skal ikke gøre det i blinde. Indsatserne måles på, om de formår at bringe borgerne i job. Og det er her, vi har de største udfordringer lige nu med de lokalt forankrede beskæftigelsesindsatser.

For de er fyldt med al den gode vilje og en blind tro på fremskridt, som venstrefløjen har holdt fast i år efter år. Uden at forholde sig til, om den gode vilje overhovedet kaster nogle resultater af sig.

Cecilia Lonning-Skovgaard Fold sammen
Læs mere

Det har også resulteret i, at vi har bundet os til de lokalt forankrede beskæftigelsesprojekter frem mod 2020 – uden at sætte nogle mål op for projekterne – og med udsigt til de ringe jobeffekter, som vi nu også ser. Det er et problem.

Vi har naturligvis at gøre med en gruppe borgere, som har det svært, hvor vejen mod job kan være lang, og hvor det for nogle kan være en anden vej, der er realistisk, f.eks. fleksjob eller førtidspension.

Men det store spørgsmål er, om vi i dag tilrettelægger indsatsen på den mest hensigtsmæssige måde? Her kan man anlægge det synspunkt, som venstrefløjen står fast på – at der ikke er noget at komme efter, uanset hvad resultaterne viser.

»Når vi insisterer på, at vores beskæftigelsesforløb skal munde ud i arbejde, er det fordi vi ved, at det i det lange løb er bedst for den enkelte. Det giver selvtillid.«


Men vi kan også i stedet stille de spørgsmål, der i min verden er helt nødvendige at tage op. Skal vi virkelig fortsætte en jobindsats, hvis vi kan se, at det ikke hjælper nogen i job? Bør vi ikke, i stedet for at give op på borgernes vegne, vælge de indsatser, som har en større effekt? Og bør vi ikke gøre alt, hvad vi kan, for at få succesraten op, når vi har bundet os til projekterne?

Ambitioner

Det er en principiel diskussion, som for mig handler om ambitioner. Synes vi, at det er godt nok at beskæftige vores ledige i forløb, interne praktikker og andre former for støttet beskæftigelse, hvis det er en mølle, som bare kører rundt år efter år? Eller vil vi rent faktisk kæmpe målrettet for, at de får et rigtig ordinært job: At de kan være rollemodeller for deres børn, indfri deres potentiale og nå de drømme, de først tør tro på, når drømmene rent faktisk er blevet til virkelighed.

Når vi insisterer på, at vores beskæftigelsesforløb skal munde ud i arbejde, er det, fordi vi ved, at det i det lange løb er bedst for den enkelte. Det giver selvtillid, forbedrede levevilkår og muligheden for at deltage i fællesskabet. Det spreder ringe i vandet, som udvider sig til ens børn og fremtidige generationer.

Det er det, vi skal kæmpe for, og derfor er det også et stråmandsargument, når venstrefløjen gør det til et spørgsmål om, at vi forsøger at piske de ledige. Tværtimod. Vi forsøger at hjælpe dem bedst muligt, og det har vi først opnået, når det i sidste ende lykkes at veksle ledighed og sociale ydelser til et job og selvforsørgelse.

Så ja, vi kan sagtens samarbejde med socialøkonomiske virksomheder, men vi er nødt til at insistere på, at det også har en reel effekt.

Morten Skov Christiansen, LO-næstformand, er blevet bedt om at svare på samme spørgsmål. Læs hans kommentar her.