Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Når ældre betaler for privat hjælp, handler det om overlevelse – ikke luksus

KLs direktør mener, at det går så godt med demensindsatsen i kommunerne – han skulle spørge de pårørende, for de har måske et andet billede.

»Træning findes stort set ikke. Den heldige borger med demens tilbydes måske en times træning om ugen. Dette til trods for, at demensforskning har påvist træningens positive virkning på sygdommen. Og er et menneske med demens først endt i kørestol, kan man godt vinke farvel til et liv i bevægelse. Så er det slut,« skriver May Bjerre Eiby. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tommy Kofoed/Ritzau Scanpix

»Kommunerne ... kan stå på mål for deres demensindsats«. Jeg sidder i en overspringshandling og lytter til Orientering på P1. KLs direktør Christian Harsløf går selvoverbevist videre. Han køber ikke, at frisk luft og træning til mennesker med demens er fraværende i kommunerne.

Da direktøren bliver spurgt, hvorfor private firmaer mon leverer den hjælp til mennesker med demens, som kommunerne burde tilbyde, svarer han lige så sikkert, at det nok handler om en øget købekraft i dele af befolkningen.

For mig at se er det ikke så enkelt. De fleste vælger at betale for privat hjælp, fordi de er desperate. Det handler ofte om overlevelse – ikke et behov for at lægge de penge, de tilfældigvis har, i luksus.

Foto: May Bjerre Eiby SH May Bjerre Ei.

For sandheden er, at virkelig mange personer med demens og deres pårørende har nogle behov, som ikke rummes i kommunerne. Det ved Christian Harsløf måske ikke, fordi han begår sig i mere beskyttede miljøer end ude i den virkelige verden. Jeg vil derfor gerne give ham muligheden for at høre lidt om kommunernes indsats for træning og frisk luft til borgere med demens.

Jeg stiller det for lethedens skyld op i to afsnit, da jeg ved, at kommunefolk værdsætter den form.

Træning

Træning findes stort set ikke. Den heldige borger med demens tilbydes måske en times træning om ugen. Dette til trods for, at demensforskning har påvist træningens positive virkning på sygdommen. Og er et menneske med demens først endt i kørestol, kan man godt vinke farvel til et liv i bevægelse. Så er det slut.

Til gengæld tilbydes personalet kurser i brugen af loftlifte og smarte forflytningsteknikker, så man blandt andet kan sørge for al personlig pleje i sengen. En målrettet indsats, der har den sideeffekt, at et kommunalt plejehjem vel nok er det sted i verden, hvor der skylles mindst ud i toiletterne.

Frisk luft

Frisk luft er ikke noget, man kan forvente at opleve. Der kommer ingen fra kommunen og går en tur med den hjemmeboende person med demens. Dog kan man være heldig at få stillet sin mad foran sig, hvis man altså er stået op hurtigt og uden protester. For ellers bliver man liggende i førnævnte seng.

På kommunale plejehjem er det heller ikke altid normalt at bevæge sig udenfor. Havestole står ofte henkastet tilfældigt, grønne arealer bliver ikke passet, og det hele er meget besværligt. Ikke mindst pga. den ikke-eksisterende træning. For hvis det kun er få, som bare er nogenlunde sikre til bens, kan det blive svært for medarbejdere at hjælpe en hel afdelings beboere ud og mærke luften.

»Med min brede kontaktflade til pårørende, som er i det kommunale system, kan jeg i hvert fald oplyse direktøren for KL, at han tager så grueligt fejl.«


Ledere af kommunernes forskellige tilbud vil muligvis give direktøren for KL ret i hans tilfredshed. Men vil de pårørende give ham ret? Med min brede kontaktflade til pårørende, som er i det kommunale system, kan jeg i hvert fald oplyse direktøren for KL, at han tager så grueligt fejl.

Og spørgsmålet er, hvem vi helst vil lytte til. Kommunernes ledere eller de pårørende. Jeg er ikke i tvivl om, hvem der er tættest på de syge.