I denne coronatid er det interessant at følge, hvordan museerne har brugt nedlukningen til at blive helt vakte – eller som det hedder med nutidens sprogbrug »woke« – måske i håbet om, at kunne tiltrække et ungt identitetssøgende publikum.
Det begyndte med Den Hirschsprungske Samling, der sidste år med en udstilling om kunstneren »Kristian Zahrtmann. Queer, kunst og lidenskab« ville forklare, hvor indsigtsfulde den homoerotiske kunstner og nu de moderne museumsgæster bliver ved på menneskelivet at anlægge et såkaldt queerperspektiv, der helt uden sprækker præsenteres som et rent frigørelsesbudskab. At man langt uden for kunsthistorikerkredse i årtier har været opmærksom på det spændende samspil mellem Zahrtmanns skjulte lidenskaber og hans hang til at præsentere muskuløse hankønsvæsner i mytologiske opsætninger, gør udstillingen ikke meget ud af.
