Motionscyklist savner respekt på vejene: »Når du sidder trygt i din bil og kører hasarderet forbi, leger du med vores liv«

Lad os behandle hinanden med den respekt, som trafikken kræver, og lad os eventuelt få noget ordentlig og konkret lovgivning på (vej) banen, foreslår motionscyklist Cecilie Flensborg.

Selvom vi overholder alle færdselskrav og cykler pænt, bliver folk provokeret af vores tilstedeværelse, skriver Cecilie Flensborg. Nicoline Kjems-Krognos

Der er ikke noget bedre end at trække i et sæt lycra på en sommerdag. Ud på landevejene. Mellem markerne. Gennem skove. Ja, ren idyl. Lige indtil jeg får fyret sprinklervæske i hovedet. For lige så meget som jeg elsker at cykle, lige så meget føles det som om, at bilisterne hader mig. 

Jeg er flittig motionscyklist. Én af de unge kvinder, der under corona fik smag for cykling, købte mig en racercykel og iførte mig tætsiddende bibs og jersey, der koster meget mere end, hvad jeg kunne finde på at betale for mit »normale« hverdagstøj. Jeg nyder at cykle flere gange om ugen med mine veninder.