Jeg har faktisk aldrig mødt et menneske. Fra alverdens lande har jeg truffet mødre og fædre, hilst på håndens mænd og akademikere, høj som lav. Men noget så fattigt som et menneske har jeg stadig til gode at møde. For Mia Amalie Holstein derimod synes verden fuld af dem og deraf »en moralsk ret og pligt uden for staten«.
En moral hævet over det konkrete – staten, kulturen, troen. En universel moral. Hvor mageløst. Har Holstein mon fundet troen? Eller er det blot treenigheden af Cepos-sværmerier, etiske latterligheder og nørmarske fantasier, der spiller hende et puds?
Del:
