Der er noget pudsigt, grænsende til det ironiske over i disse dage at se Jarl Cordua og Pernille Vermund forenet i drømmen om en såkaldt blå regering med Radikale Venstre. At kommentatoren, der vist hører til Søren Pind-segmentet, elsker tanken om en regering med Radikale Venstre, kan ikke undre. Men hvad partiformanden angår, må man nok mest se det som en bekræftelse på det, vi hidtil kun har fornummet.
Vi fornam det i valgkampen, da Vermund tilsluttede sig kampen for mere udenlandsk arbejdskraft – uden sans for, at sprog og kulturfællesskab betyder noget for et land. Vi så det i skatteaftalen, hvor Vermund lagde stemmer til Wammens skattelettelser, uden sans for sammenhængskraft og generationskontrakt; ignorerede pensionisterne og således forstærkede opfattelsen af, at der findes et A- og et B-hold. Positiv eller negativ kapital, må man forstå.
