Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Morten Helveg: EU har en unik chance for at trække tæppet væk under Putin

Med energiunionen har EU en helt unik chance for både at afvæbne Putin og samtidig tage et syvmileskridt i kampen for klimaet.

»Energiunionen er EUs direkte svar på Ruslands aggression på Krim og på russernes (læs: Putins) brug af gas som politisk pressionsmiddel,« skriver Morten Helveg Petersen. Fold sammen
Læs mere
Foto: GEORGES GOBET

Tilbage i 2014 var skabelsen af en helt ny europæisk energiunion det vigtigste og højest prioriterede nye projekt for den siddende Europa-Kommission. Den handler på papiret om at bekæmpe klimaforandringerne og skabe et frit flydende indre marked for energi, som vi ikke har i dag. Men energiunionen handler i høj grad også om sikkerhedspolitik, om geopolitik og om europæisk udenrigspolitik på øverste hylde.

Energiunionen er EUs direkte svar på Ruslands aggression på Krim og på russernes (læs: Putins) brug af gas som politisk pressionsmiddel. Især i de østeuropæiske lande har utrygheden over prisen på og tilgængeligheden af russisk gas været stor. For hvornår drejer Putin mon næste gang på stophåndtaget midt i en kold vinter? Hvornår er han i dét lune eller i dét lune eller i et tredje lune?

Morten Helveg Petersen Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen.

Med energiunionen, som lige nu befinder sig i en afgørende opbygningsfase, har EU en helt unik chance for både at »afvæbne« Putin og den militære trussel mod øst og samtidig tage et syvmileskridt i kampen for klimaet.

Grøn energi er blandt de mest centrale sikkerhedspolitiske værktøjer, som EU har i værktøjskassen. Det er et langt bedre forsvar mod russisk aggression og trusler. Langt bedre og mere effektivt end at pege fregatter og missiler mod Putin. For sandheden er, at EU ikke alene er afhængig af Putins olie og gas. Ruslands økonomi er nemlig også dybt afhængig af at  kunne afsætte energien på det europæiske marked. Kan vi reducere vores import fra Rusland, trækker vi således tæppet væk under Putin og hans oligarker.

EU importerer for 400 mia. euro

Paradokset er, at for at blive uafhængig af Putin skal særligt østeuropæerne blive bedre til at bruge mindre energi og blive mere energieffektive. Og indføre mere vedvarende energi i energiforsyningen. Netop dét område halter det med hos særligt mine østeuropæiske kolleger i Europa-Parlamentet, som har stirret sig helt blinde på kul. Og paradokset skriger til himlen, når de så tilmed begynder at importere kul fra ... Rusland.

Faktisk steg efterspørgslen efter kul på globalt plan for første gang i fire år i 2017. Mens både subsidier og investeringerne i vedvarende energi er vigende. Det er den sikre måde at tabe kampen mod klimaforandringer på.

EU er i dag storimportør ikke bare af russisk gas, men også af olie fra Mellemøsten. Vi taler om en årlig import til en værdi af cirka 400 milliarder euro. Det er penge, som blandt andet kanaliseres ind i væbnede, regionale og religiøse konflikter i lande som Syrien og Yemen. Også derfor er det i EUs interesse at få nedbragt afhængigheden af fossile brændstoffer fra Rusland og Saudi Arabien.

Jeg mener faktisk, det er på høje tid, at EU spænder tommelskruerne og begynder at agere over for Saudi Arabien, som vi agerer over for Rusland.

Endnu mangler vi infrastruktur og produktion til at være selvforsynende og til at omstille energien fra sort til grøn. Men det er den vej, vi skal gå i Europa. Vi skal bogstavelig talt sætte grøn strøm til Europa.

Det gælder i forhold til opvarmning og nedkøling af private hjem, erhvervsejendomme og offentlige bygninger. Det gælder i forhold til transportsektoren, privatbilismen, jernbanenettet og landbrugssektoren. Grøn strøm hele vejen rundt. Og i den tunge transport, hvor batterierne ikke kan følge med, kan biogas bruges som erstatning til benzin og diesel.

Offensiv og aktivistisk energipolitik

Det er min oplevelse, at de fleste af mine kolleger i Europa-Parlamentet ikke nødvendigvis kender meget til den danske indenrigsdebat og danske forhold generelt. Men de fleste er til gengæld klar over, at der i Danmark er sket noget særligt på energiområdet.

Vi har et godt omdømme, som vi skal passe på ikke at sætte over styr. Det gør vi desværre i øjeblikket. Den nuværende danske regering prioriterer ikke den europæiske energiunion højt nok.

Hvorfor er det ikke længere Danmark, der argumenterer for høje, bindende mål for vedvarende energi? Hvorfor er det ikke Danmark, der skubber til de andre EU-lande for at sikre høje, forpligtende mål for energieffektivisering? Jeg forstår det ikke. Det er sløjt og til skade for både klimaet og for danske job.

Vi har brug for at føre en langt mere offensiv og aktivistisk dansk energipolitik, hvis vi skal lykkes med at optimere varetagelsen af danske interesser og komme i mål med EUs energiunion. Det er faktisk både i Danmarks og Europas interesse.

EU skal hæve ambitionerne

Danmark skal løfte hovedet fra den grønne sovepude. Vi er nødt til at hæve ambitionerne på Europas vegne. Det er helt centralt, at vi på europæisk plan investerer i en ny og tidssvarende energiinfrastruktur, som binder hele Europa langt bedre sammen end i dag. Så vi kan skabe et frit marked for energi og mulighed for, at alle europæere kan få grøn strøm i deres stikkontakter.

Hvis ikke EU er førende i den grønne omstilling, risikerer vi, at den går i stå. I Kina og Indien stiger udledningerne i disse år, og kul udgør (stadig) alt for stor en del af energiforsyningen. Tilsvarende skal EU være førende i udviklingen af fremtidens energiteknologier. I lagring af energi fra vedvarende energikilder og i energieffektive løsninger. Ellers kommer meget af udviklingen af kritiske teknologier til at foregå i Kina, der allerede nu er førende, når det kommer til for eksempel elektriske bybusser, som vi har alt for få af i Europa.

Udviklingen sker ikke af sig selv. Den forudsætter, at en ny generation af visionære politikere tør træffe de nødvendige beslutninger, så vi kan skabe varige forandringer. Vi taler også om store, store investeringer i infrastruktur, som nødvendiggør hårde omprioriteringer i de europæiske budgetter. Vi er nødt til at gøre op med utidssvarende fondsstrukturer og subsidieordninger, som er skabt i et andet verdensbillede, og i stedet se fremad.

Det er nu tre år siden, at verdens stats- og regeringschefer besluttede i Paris, at temperaturstigningerne på kloden skulle holdes under to grader. I øjeblikket er udledningen af CO2 stigende på globalt plan på trods af de fine målsætninger. Målsætninger og hensigtserklæringer gør ingen forskel, hvis ikke der sættes handling bag.