Min ekskæreste og jeg gik for fire måneder siden fra hinanden. Det har været en periode med trøstesløshed, tomhed og ensomhed. Heldigvis har vi bevaret et godt venskab og respektfuldt forældreskab. Vi har formået at grine os igennem bestikdelingen og kælderrummets gamle skatte, men når det kommer til vores datter, er det straks mere kompliceret. Her spiller følelserne ind, og til tider kan det blive uklart, hvad der egentlig tjener vores barn bedst.
En dag efter bruddet ringede min ekskæreste. Vi talte længe om praktiske ligegyldigheder, indtil emnet faldt på folkeregisteradressen. Hvem skal have vores datters adresse?