Polen har nu omkring 2,7 millioner flygtninge fra Ukraine; 1,2 million ankom efter 2014, og endnu 1,5 million er kommet efter Ruslands invasion 24. februar. Til sammenligning oplyser FNs flygtningehøjkommissariat, at Tyskland har taget imod en million ukrainere, Tjekkiet 464.000 og en række andre lande 200.000 eller færre. Frem til midten af oktober havde cirka 4,7 millioner ukrainere søgt midlertidig sikkerhed uden for deres eget land.

Ukrainerne – både i Polen og Ukraine – udtrykker konstant deres taknemmelighed over for polakkerne for at byde dem velkommen efter invasionen og for den militære støtte, som Polen har ydet siden. Men det er ukrainerne, der fortjener at blive takket. De kæmper og dør ikke kun for deres egen frihed, men også for Polens. Alligevel viser interviews, som Przemyslaw Sadura og jeg har gennemført, at der blandt polakkerne er voksende modvilje mod flygtningene.