Mobningen af mænd på racercykler har intet at gøre med overvægt eller lyserødt lycra. Det skyldes noget helt andet

Hvis det er sådan, at det er den stramtsiddende lycra i neonfarver, der er den primære årsag til fodgængeres og bilisters aggression mod cyklister, er det klart uacceptabelt. Men måske irritationen skyldes noget andet.

»Jeg vil gerne medgive, at motionscyklister kan blive udsat for en hård tone fra både fodgængere og bilister, det tror jeg de fleste kan nikke genkendende til, og Timme Bisgaard Munk har en pointe her. Men årsagen skal ikke findes i udseendet, slet ikke,« skriver Morten Rønager. Arkivfoto: Kasper Palsnov

Timme Bisgaard Munk havde et interessant indspark i Berlingske 2. august. Bisgaard Munks pointe er, at midaldrende mænd i lycra (MAMIL) er udsat for en systematisk mobning, og bliver udskammet på det værste ved enhver given lejlighed. Årsagen skulle angiveligt være, at resten af samfundet mangler empati og tolerance over for netop denne gruppe medborgere, mens andre tilsyneladende »værre« udseende motionister og andre godtfolk kan slippe afsted med en langt »grimmere« fremtoning uden at blive udsat for en perfid hetz. Sådan!

Lad mig lige slå fast med syvtommersøm:  Hvis det er sådan, at det er den stramtsiddende lycra i neonfarver, der er den primære årsag til fodgængeres og bilisters aggression mod cyklister, er det klart uacceptabelt. Det er helt uden for diskussion. Ingen skal i Danmark udsættes for en hetz, uanset om de går i jakkesæt, Robin Hood-kostume eller anden påklædning. Alle har ret til at klæde sig, som de vil, selvfølgelig inden for sømmelighedens grænser.