Mobbeforsker: Overgreb på Herlufsholm blev legimiteret af et hierarkisk og historisk system

For nogle er oplevelsen en nedbrydning af deres selv. For andre en tid, som de mener har dannet dem så stærkt, at de sender børn og børnebørn afsted, og den sociale fødekæde holdes dermed intakt.

»Krænkelserne er dermed flersidet. For det første sker der overgreb eleverne imellem. For det andet legitimeres disse overgreb af et struktureret, hierarkisk og historisk system på stedet,« skriver Helle Rabøl Hansen om traditionerne på Herlufsholm. Tobias Kobborg

Historien om de sociale optagelsesritualer på Herlufsholm er ikke udelukkende en historie om grov mobning og vold. Det er også en historie om, hvordan et fællesskab drevet af traditioner og stolthed kan lukke sig om sig selv og blive bevidst blindt over for lidende mistrivsel hos dem, der krænkes.

En kultur, der bliver mulig i lige blanding af frygt og fascination – for står man igennem prøverne, forbliver man i fællesskabet som »en af vores egne«. Det er en subkultur ofte dannet i stærkt disciplinerende rammer.