2018 har været et turbulent år, hvis man tager integrations- og udlændinge-debatbrillerne på. Til tider har det været som om, at hvis man råbte højt nok, fik man ret. Dette gælder for både højre- og venstrefløjen. De fleste partier er dog enige om, at Danmark skal stramme op, og at vi ikke bare kan leve med »åbne grænser«. For lad os være ærlige – Danmark har brug for en pause. Men en reel løsningsorienteret integrationsdebat har vi endnu ikke haft.
Det undrer mig stadig, at man i 2018 brugte mere tid på at diskutere »tonen« samt brug af ordene »ghetto« og »parallelsamfund« end at debattere problemer, såsom social kontrol, øget interesse for politisk islam i ikke-vestlige, muslimske privatskoler, manglende ligestilling og procentdelen af ikke-vestlige på langvarig offentlig forsørgelse. Måske skyldes det, at størstedelen af den viden, vi har, kommer fra personlige beretninger eller praktisk erfaring i stedet for forskning. Men betyder det så, at disse historier ikke er brugbare?
For eksempel historien om en ung pige, der gerne ville have uddannelsesvejledning, men så sig nødsaget til at takke nej, da hun frygtede, at naboerne ville se hende med en ukendt mand. Eller den om en ung pige, der sagde til mig »I er rablende vanvittige – mens I diskuterer ordet »ghetto«, går jeg til psykolog, fordi jeg ikke tør fortælle mine forældre, at jeg er forelsket i en dansker.« Hvad med historierne om, hvordan islamistiske grupper såsom Hizb ut-Tahiri har optrappet deres rekrutteringsmetoder eller ikke-vestlige forældres manglende forældreansvar, som Yassir Ghanbari tidligere på året beskrev i sin kronik.
Jeg mener, at historierne er vigtige, fordi forskningen halter. Forskning, som mit socialfaglige bagland skriger efter i forhold til integration, fordi man i årevis har ment, at integrationsindsatser »ikke er målbare«. Virkeligheden er, at vi i mange tilfælde ikke ved, hvad der lykkes. Vi kan kun gisne om det. Det, vi kan konstatere, er, at der stadigvæk er relativt mange ikke-vestlige borgere på offentlig forsørgelse, og at en gruppe af deres efterkommere desværre slås med problemer.
Derfor håber jeg, at vi 2019 endelig begraver »toneteorien«, stopper med at diskutere brug af ordne »danskhed« samt »ghetto« og får styr på integrationen. Ikke-vestlige borgere, som har været i Danmark i årtier, skal ses som en potentiel ressource, der kan bidrage til samfundet. Dernæst skal man på politisk niveau tage et opgør med de kulturelle skånehensyn, der eksisterer på beskæftigelsesområdet samt i integrationsindsatsen. Og de, der ikke vil fællesskabet samt de, der holder fast i deres middelalderagtige mentalitet og stadig kræver særhensyn – ja, de må hjertens gerne pakke deres ting og rejse hjem.
Ligesom burkaklædte Fatima frivilligt gjorde det i oktober måned. Hun rejste hjem, fordi Danmark ikke ville acceptere hendes kulturelle skånehensyn. Det er helt OK med mig.
