Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til kommentarer på debat@berlingske.dk.

Mindre skat fører til mere arbejdsudbud – men glem ikke usikkerheden

Ændret skat kan føre til, at folk arbejder mere eller mindre. Når Finansministeriet fremlægger beregninger af effekten af ændret skattetryk, skal usikkerheden betones langt mere, for den er vigtig i forhold til at klæde politikerne på, så de kan træffe beslutninger på et oplyst grundlag.

Ifølge de økonomiske vismænd kan en skattereform, der løfter lønnen efter skat med ti pct., gennemsnitligt få en person, der arbejder 37 timer om ugen, til at øge sin arbejdstid med 22 minutter. Det gælder især kvinder. Men der er stor usikkerhed forbundet med den beregning. Det er vigtigt at få med, mener vismændene. Arkivfoto: Claus Bech/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det offentlige opkræver en række skatter og afgifter. Det er der flere grunde til. Skatterne finansierer de offentlige udgifter, bidrager til at udjævne indkomstforskelle og kan designes på en måde, så de gavner miljø, klima og folkesundhed.

Det er altså både nødvendigt og hensigtsmæssigt, at det offentlige opkræver skatter. Men der er også ulemper forbundet med at gøre det. Populært sagt får man nemlig mindre af det, man beskatter. Det er en fordel, når man beskatter noget, man ønsker at få mindre af - f.eks. aktiviteter, der skader miljøet, men en ulempe, når det drejer sig om noget, man egentlig ikke ønsker at reducere - såsom arbejdsindkomst.

En af de vigtigste skattebaser er imidlertid netop arbejdsindkomst. En høj marginalskat på arbejdsindkomst – dvs. den andel af en indkomstfremgang, man skal betale i skat – begrænser gevinsten ved at øge indkomsten. Det hæmmer lysten til at arbejde mere, til at søge et bedre lønnet job og til at vælge en lang uddannelse. På økonom-sprog siger man, at skatterne »forvrider arbejdsudbudsbeslutningen«. En høj marginalskat kan med andre ord indebære, at samfundet går glip af den værdiskabelse, som en yderligere indsats på arbejdsmarkedet havde medført.

Skatter påvirker arbejdsudbuddet, men omfanget er meget usikkert

Det er imidlertid ikke sikkert, at en reduktion af skatten fører til et større arbejdsudbud. Lavere skatter kan i teorien godt få folk til at arbejde mindre. Der er nemlig to modsatrettede effekter i spil, når skatten på arbejdsindkomst ændres.

Den ene effekt er indkomsteffekten. Den opstår, fordi det bliver muligt at opretholde det samme materielle forbrug med en mindre arbejdsindsats – netop fordi, man skal betale mindre i skat og selv kan beholde en større andel af sin indkomst. Det trækker i retning af lavere arbejdstid.

De økonomiske vismænd. Fra venstre står Michael Svarer, Torben Tranæs, Carl-Johan Dalgaard og Lars Gårn Hansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix.

Den anden effekt opstår, fordi gevinsten ved at øge sin indkomst er blevet større. Det er substitutionseffekten, som trækker i retning af, at arbejdstiden øges. Hvilken af de to effekter, der dominerer, er et empirisk spørgsmål.

Det er et gennemgående resultat i videnskabelige undersøgelser, at de fleste typer af skatteændringer, der sænker marginalskatten, fører til et øget arbejdsudbud. Der eksisterer en større mængde analyser af danske og udenlandske forhold, der tyder på dette, og det er et resultat, vi også når frem til i den seneste vismandsrapport. Her finder vi, i samarbejde med VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd), at den såkaldte arbejdsudbudselasticitet med hensyn til reallønnen efter skat er på 0,1.

Det skal forstås på den måde, at en stigning i reallønnen efter skat på én pct. fører til en stigning i det udbudte antal arbejdstimer på 0,1 pct. Forestiller man sig en skattereform, der løfter lønnen efter skat med ti pct., vil dette få en person, der arbejder 37 timer om ugen, til at øge sin arbejdstid med 22 minutter. Effekten er gennemsnitlig og dækker over, at nogle vil forøge deres arbejdstid meget, mens andre slet ikke vil ændre på deres arbejdstid eller måske ligefrem reducere den. I øvrigt tyder vores analyse på, at der kan ventes en væsentligt større effekt blandt kvinder end blandt mænd.

Et udsagn om en 22 minutter længere arbejdsuge giver hurtigt indtryk af, at det er muligt at udtale sig meget præcist. Det er ikke tilfældet. De 22 minutter er blot det centrale bud, som udspringer af vores analyse. Altså det tal, vi ville sige, hvis vi måtte sige et – og kun ét – tal.

Men et vigtigt budskab er, at usikkerheden er betydelig. Tager man højde for den, ligger effekten med 50 procents sandsynlighed mellem 16 og 29 minutter. Det lyder måske umiddelbart som et snævert interval, men i praksis er det stort, og den præcise størrelse har stor betydning for konsekvenserne for samfundets velstand og for de offentlige finanser af at ændre skatten på arbejdsindkomst.

Finansministeriet bør langt tydeligere illustrere usikkerhed

Usikkerheden ændrer ikke ved, at blandt andet Finansministeriet fortsat bør indregne en effekt på arbejdsudbuddet af en ændring af skatterne. Vores og flere andres analyser viser nemlig, at på trods af, at usikkerheden er betydelig, er der en - i hvert fald for kvinder - målbar effekt. Det betyder, at den centrale effekt må betragtes som et bedre bud end nul.

Til gengæld bør Finansministeriet være langt mere tydelig omkring størrelsen på usikkerheden. Ministeriet betoner ofte, at der er betydelig usikkerhed om konkrete effekter. Det er i sig selv positivt, men ikke tilstrækkeligt. Det er ofte muligt at illustrere størrelsen på denne usikkerhed. Vi giver i rapporten netop et bud på, hvordan dette kan gøres.

Et mere tydeligt kvantitativt fokus på usikkerheden vil skærpe muligheden for at foretage risikovurderinger og bidrage til, at politikerne kan foretage prioriteringer på et bedre oplyst grundlag.