Min hustru er bedst uddannet – og jeg elsker det, Katherine Diez

Grundstenen i en attraktiv mand bør være andet end et flueben ved fem år på universitetet, Katherine Diez. Det er der heldigvis mange kvinder og mænd, som har indset. Lad os få de sidste med.

»Hvad det end var, der betød, at min kone og jeg blev tiltrukket af hinanden, er svært at definere, men respekt, latter og gensidig tiltrækning var helt sikkert komponenter. Uddannelse var det ikke,« skriver journalist Erik Holm, der snart kan fejre kobberbryllup. Oscar Scott Carl

Jeg er tilsyneladende lidt af en sjældenhed. Sagen er, at jeg er gift med en kvinde, der er højere uddannet end jeg, er mere ambitiøs på klassisk karrierevis og tjener flere penge.

Dette burde ikke være muligt. I hvert fald ikke hvis man skal tro de seneste ugers debat, som begyndte – endnu en gang – med en klumme om romantiske relationer mellem kvinder og mænd, denne gang skrevet af Katherine Diez.