I starten af oktober offentliggjorde en række europæiske medier en skjult videooptagelse, hvori man ser flygtninge og migranter, der med slag og spark bliver skubbet ud af EU-medlemslandet Kroatien og ind i Bosnien. Optagelsen afslører, hvordan flygtninge og migranter på ulovlig og konventionsstridig vis i form af såkaldte pushbacks bliver nægtet retten til at søge om beskyttelse i EU.
Det er bredt dokumenteret i form af både vidnesbyrd og fotografier, at mennesker, der ønsker at søge asyl i EU, bliver forhindret med vold og magt. Alene i år har DRC Dansk Flygtningehjælp – i samarbejde med en række partnerorganisationer – registreret knap 9.800 tilfælde af pushbacks ved EUs ydergrænser. Det reelle tal er sandsynligvis meget højere.



