Vi ved ikke præcis, hvor mange ukrainere, der er omkommet i den nuværende krig i Ukraine. Ingen kender de nøjagtige tal. I de første otte år af krigen, 2014-2022, var det cirka 14.000 ifølge FN. Dem, var der ingen i Vesten, der græd over. Aviserne skrev meget lidt om dem. Tv var der meget sjældent, hvis nogensinde. Grædende kvinder og børn og dræbte soldater var ikke på tv-skærmen hver aften sammen med facebook-opfordringer om at samle ind til nødhjælp og våben, for at de lidende østukrainere kunne overvinde Kyiv.
I dag – et år efter Ruslands invasion – er det samlede dødstal naturligvis meget, meget større. En amerikansk militæranalytiker (Douglas MacGregor 24. januar) har for nylig gættet på 150.000 døde, sårede og savnede på den ukrainske side. Men ingen af krigens parter opgiver deres tabstal, og modparten overdriver deres fjendes tabstal. Så analytikernes gæt er næppe præcise. Men det er heller ikke det præcise tal, som Adam Holm er interesseret i i sit indlæg rettet mod mig i avisen 13. februar. Han er interesseret i følelser. Han har set sig sur på mig, fordi han mener, at jeg ikke er tilstrækkelig følelsesfuld og ikke viser stærk medfølelse offentligt med Ukraine. »At hun ikke formår at udtrykke en oprigtig medfølelse med de forpinte ukrainere, er kuldslående,« skriver Adam Holm. Det er tankevækkende, at Adam Holm går mere op i offentlige følelsesudbrud end i kølige analyser af situationen, der eventuelt kunne få løst konflikten og sørge for, at der ikke bliver dræbt endnu flere. Lige så er det tankevækkende, at han ikke selv har været mere optaget af østukrainernes lidelser fra 2014, men først er begyndt at gå op i lidelserne efter Ruslands invasion.
