At blive forældre er det største og mest fantastiske. Det har vi to – sammen med hver vores respektive ægtefælle – fået lov til at opleve i det sidste års tid. Vi har selvfølgelig begge brugt en stor del af vores tid på vores nye familiemedlemmer. Vi har begge fulgt graviditeterne tæt, vi har begge – på hver sin vis – oplevet fødslerne, vi har begge været på barsel, vi har begge været med til at tage stilling til alt lige fra babymos til vuggestueplads.
Reaktionerne på vores forældreskab fra vores omgivelser og ikke mindst fra det offentlige har imidlertid været ganske forskellige. Mens den ene som mor konsekvent og professionelt er blevet kontaktet, rådgivet og ansvarligholdt, så står den anden – faren – tilbage med følelsen af at være den usynlige forælder. Ikke usynlig for barnet og familien, men for det offentlige.
