Uanset hvor mange hænder, der bliver bevilliget til børnehaver, plejehjem og institutioner, vil det aldrig være muligt at give den samme tryghed til farmor eller onkel Jørgen, som familien eller de nærmeste kan give.
I den offentlige debat fokuseres der meget på krav om flere hænder. Vi stiller krav til bedre omsorg og krav om en bedre velfærdsstat. Det ønsker vi alle.
Men hvad er det, vi forventer, at staten skal kunne gøre? Tror vi, at offentligt ansatte på plejehjem, i institutioner og på skoler kan tilbyde ægte, inderlig og kontinuerlig kærlighed til vores børn, ægtefæller, forældre, bedsteforældre mv., så vi selv slipper for at gøre dette?
