Fristelsen til at tale grimt om sine politiske modstandere kender de fleste politikere godt. Det kan føles noget så berettiget, og det kan være noget så svært at lade være. Men for kollegernes og ens egen skyld bør man lade fristelsen fare. Det grimme sprog fører direkte til mere politikerlede og øget mistro til politikere bredt set.
Kommunikationsbureauet Radius måler hvert år forskellige faggruppers troværdighed. Jordemødre, politibetjente og læger er som regel i toppen. Allernederst på listen finder vi hvert år politikerne. En helt skudsikker forklaring på politikernes lave troværdighed har Radius ikke, men de peger på flere forskellige faktorer, der kan spille ind. En af de vigtigste er, at politikere taler for grimt om hinanden. Radius måler fremgang i politikernes troværdighed, når de fokuserer på politik, for eksempel under valgkampe.



